Billede beskrivelse

Nu kan du blive vaccineret i Aalborg uden tidsbestilling

Fra mandag den 16. august kan du blive vaccineret uden tidsbestilling mellem kl. 11 og 15 på alle vaccinationscentre i Aalborg

13. august 2021 kl. 11.04

AALBORG: Har du af den ene eller anden årsag ikke fået bestilt tid til vaccination er der nu godt nyt. Fra på mandag er det nemlig ikke længere nødvendigt.

Du skal bare dukke op på enten Håndværkervej eller i Aalborg Kongres- og Kulturcenter mellem klokken 11 og 15 og sige 'ja tak', så får du et stik i armen.

Det skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

- Vi håber især på, at tilbuddet kan lokke yngre målgrupper til at lade sig vaccinere. Vi ved, at en barriere for nogle er planlægningen i forhold til at finde to dage, som passer ind i en travl hverdag. Vi håber derfor, at tiltaget kan være med til, at flere lader sig vaccinere, siger chefkonsulent i Sundhedsplanlægning, Region Nordjylland, Anders Cinicola.

Her kan du blive vaccineret

Aalborg, Håndværkervej, Håndværkervej 24c, 9000 Aalborg

Vaccine: Pfizer og Moderna

Aalborg Kongres- og Kulturcenter, Europaplads, 9000 Aalborg

Vaccine: Moderna

Og er det at møde op på et vaccinationscenter også for uoverskueligt, kan du se frem til, at du måske kan få et stik på vej i skole.

- Vi undersøger, hvilke tiltag der vil virke bedst i en nordjysk kontekst. Vi er langt i udrulningen, men vi vil gerne have de sidste med. Aktuelt kigger vi blandt andet på muligheden for at lave mobile vaccinationsindsatser nær uddannelsessteder i regionen, siger Anders Cinicola.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste