Billede beskrivelse

Nu kan du betale dig fra en coronatest hos Falck

Du møder bare op - og får svar på 15 minutter

02. november 2020 kl. 12.45

AALBORG: Fra i dag, mandag, kan privatpersoner blive testet for covid-19 og få svar efter et kvarter – helt uden tidsbestilling eller henvisning fra lægen men mod betaling. Det er Falck, som står bag tilbuddet, der er et supplement til den offentlige teststrategi.

- Vi ved, hvor vigtigt det kan være af forskellige årsager, at man som privatperson kan testes hurtigt og uden ventetid. Derfor har vi set frem til at åbne vores testcentre i dag, så vi kan hjælpe de danskere, der har brug for en hurtig og sikker afklaring,” siger Martin Betzer, der er Kvalitets- og Udviklingschef i Falck Ambulance Danmark, i en pressemeddelelse.

Testen er en antigentest, der tages ved næsepodning, og den viser, om en person har coronavirus i kroppen her og nu. Hvis man testes positiv for covid-19 er svaret mere end 98 procent sikkert, og er testen negativ, er svaret mere end 99 procent sikkert.

Falck har oprettet testcentre på én Falck-station i hver region - i Nordjylland er det i Nørresundby. Det betyder, at man kan møde op på Jørgen Berthelsens Vej 30.

Testen udføres af Falcks testpersonale under lægeligt tilsyn.

- Vi følger naturligvis sundhedsmyndighedernes anbefalinger og retningslinjer og koordinerer vores indsats i forhold til den offentlige teststrategi og indrapporterer testresultaterne til myndighederne med henblik på smitteopsporing, siger Martin Betzer.

Testen koster 299 kroner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste