Nu inviterer Hovedbiblioteket igen til stort bogsalg
Det er altid et tilløbsstykke, når du kan gå på udkig blandt billige bøger
AALBORG: Er du på udkig efter en helt særlig bog til sommerferien? Eller er du bare generelt glad for at gøre en god handel og samtidig fylde bogreolen?
Så kan du godt begynde at glæde dig, for nu inviterer Aalborg Bibliotekerne igen til bogsalg, står der på stedets facebookside:
- Bibliotekets bogsalg gentager succesen fra tidligere år. Kom og vær bæredygtig, mens du fylder mesterværker og bestsellers i posen.
- Med sidste års succes som forbillede, flytter vi bogsalget op fra kælderen og folder det ud som en bazar, der snor sig gennem biblioteket.
- Bogsalget er ren bæredygtig selvforkælelse, hvor Aalborg Bibliotekerne giver kasserede biblioteksbøger længere levetid ude hos dig. Udbuddet er denne gang så fænomenalt, at flere biblioteksansatte har fået tårer i øjnene ved at skulle vinke farvel til nært skattede værker, står der i bibliotekets omtale af begivenheden.
Priserne er de kendte:
- Biografier/Romaner/Voksentegneserier 10 DKK
- Fagbøger 10 DKK
- Børnebøger og -tegneserier 5 DKK
- Tidskrifter/Magasiner 1 DKK
- Specialmaterialer (fx noder/kunstbøger) 10 DKK
- Brætspillene prissættes individuelt (men snydebilligt)
Som gæst kan du betale med kontant i betjent tid - men ellers foregår handlerne via selvbetjening og med mobilepay.
Biblioteket opfordrer også til, at du tager egne poser med af hensyn til miljøet og genbrugets ånd.
Aalborg Bibliotekernes bogsalg foregår i år på Hovedbiblioteket 11-19. juni.