Nu får du mulighed for at slå de vilde rekorder i de største rutsjebaner
Fårup Sommerland afholder for andet år i træk sin store rekorddag i alle de store rutsjebaner
FÅRUP: Hvem kaster op - og hvem kan blive siddende uden at fortrække en mine?
For det er dybest set det, som hele dagen i Fårup Sommerland går ud på, når de fredag 23. juni holder Fårups Store Rekorddag.
Her skal det afgøres én gang for alle: Hvem kan blive siddende længst tid til alle de store rutsjebaner: Lynet, Saven, Fønix, Orkanen og Falken.
Vælg din ynglings rutsjebane og så er det altså bare med at spænde sig godt fast i sædet. For rekordforsøget bliver målt på antallet af ture.
Her er de vilde rekorder, du måske kan slå
Skal du gøre dig forhåbninger om at slå sidste års rekorder, så kommer de her:
Falken: Nicklas Kappel Harrison blev siddende 3 timer og nåede op på 70 ture i træk.
Fønix: Olive Leth og Kenneth Torp blev siddende i 7 timer og nåede op på 110 ture i træk. De deler derfor den titlen som rekordindehaver i Fønix.
Saven: Mickey Nygaard blev siddende i 7 timer og nåede op på 167 ture i træk.
Lynet: Lise Lotte Hørby Salvsen blev siddende i 2 timer og 15 minutter og nåede op på 70 ture i træk.
Orkanen: William Nordbaz Gjeruldsen og Sia Frihauge blev siddende i 5,5 time og nåede op på 164 ture i træk. De deler derfor titlen som rekordindehaver i Orkanen.
Så hvis du tør at tage kampen op og blive siddende til de fleste mennesker ville kaste op, så er det altså lige om lidt, du skal sætte kursen mod Fårup Sommerland.