Nu er ikoniske kuppelspir tilbage i Karolinelund
Gennem årtier stod de ved indgangen til byparken
AALBORG: De hænger bare sammen - Karolinelund og de efterhånden ikoniske kuppelspir, der i årtier har stået ved indgangen, både da der bar tivoli og bypark.
I forbindelse med omdannelsen af Karolinelund har de været fjernet i en periode - men nu kan vi fortælle, at de netop er vendt tilbage. Og endda med en ny og helt anderledes placering.
To af de gamle kuppelspir fra Karolinelund-indgangen i sydvest er nemlig blevet sat på den helt nye scene. For mange var kuppelspirene symbolet på Karolinelund og mange har spurgt til spirenes skæbne efter den sydvestlige indgang forsvandt.
- Derfor er det med glæde, at vi kan annoncere, at to af kuppelspirene nu er installeret på den splinterny scene i Karolinelund, lyder det fra Aalborg Kommune.
Den tidligere scene var i øvrigt den gamle fra Skovdalen. Den var slidt ned og størrelsen var utidssvarende, da den helt oprindelige scene bagved også måtte vige for åbning af Østerå.
Med spirene er den nye scene nu landet helt som Karolinelunds scene, så Karolinelund igen i år kan sætte rammerne om Skråens koncerter, Aalborg Pride m.m.
Scenen er betalt i samarbejde mellem Aalborg Kommune Fritid og Kultur og Skråen.
Og netop Skråen tager i aften, fredag, hul på rækken af de populære fredagsfester, det kan du læse mere om her:
LÆS OGSÅ: Nu vender Fredagsfest tilbage med masser af fed musik