Nu er de her: Nye studerende indta'r midtbyen
Studiestart bliver indledt med morgenmad på Honnørkajen
AALBORG: Der er med forventning og spænding, at omkring 5000 nye studerende er samlet til studiestart i dag. Det nye studieliv blev indledt med morgenmad på Honnørkajen.
Alle nye studerende blev taget imod af tutorer og fik også et første møde med deres medstuderende. Foto: Andreas Falck Andreas Falck
Bag arrangementet står Aalborg Universitet og Studentersamfundet, der har tilrettelagt et program, der startede med samvær på Honnørkajen. Studentersamfundet bød på rundstykker og morgenkaffe, og alle nye studerende blev taget imod af tutorer og fik også et første møde med deres medstuderende.
Efter morgenkaffen fandt den mere formelle velkomst sted. Rektor Per Michael Johansen, Studentersamfundets formand og studenterpolitiske ordfører, samt Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen bød velkommen til Aalborg og ikke mindst Aalborg Universitet.