Billede beskrivelse

Nu' det jul med levende lys og syngende juletræer i Kildeparken

Når du trykker på de juleudsmykkede musikstandere, støtter du samtidig et godt formål

26. november 2021 kl. 19.19

AALBORG: Kan du bare ikke få nok af julestemning og hygge - så er det vist et must med en gåtur i Kildeparken på søndag. 350 levende lys sender nemlig et helt særligt skær ud over området ved De Syngende Træer der nu - traditionen tro - er forvandlet til syngende juletræer.

Og har du ikke lige tid på søndag, så fortvivl ikke, for du kan nyde synet alle fire søndage i advent. Det er medarbejdere fra Aalborg Kommune, der sørger for at stille lysene op og tænde dem, når mørket indfinder sig omkring klokken 15.30.

Initiativet er taget af Aalborg Kongres & Kultur Center, der kan fortælle, at lysene er tændt i omkring tre timer.

Du kan nyde julemusik, når du trykker på en af de 65 juledekorerede standere, hvor de internationale kunstnere - der alle har optrådt i AKKC - har udgivet julemusik.

Billede beskrivelse

Og denne gang er det ikke kun musikken, du kan nyde, du støtter også et godt formål. AKKC har nemlig lavet en aftale med CoolUnites Børnefond - som Jacob Risgaard og Mark Nielsen fra Coolshop står bag - om at donere en krone for hver gang, der bliver trykket på en stander med julemusik. Sidste år blev antallet af tryk i øvrigt gjort op for første gang - og tallet var omkring 42.000 tryk,

De 65 syngende juletræer fylder Kildeparken med lyden af jul indtil nytår, hvor musikken vender tilbage til de vante toner igen 3. januar.

I alt er der 95 syngende træer i Kildeparken.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste