Nordmænd ville også til J-Dag
Fantastisk oplevelse, mener norske gæster
AALBORG: Endnu engang var Tuborg til stede i "Gaden" med et optog bestående af glade nissepiger, sne og gratis juleøl. Tuborgs festlige indslag i forbindelse med frigivelse af salget af deres velkendte julebryg, tiltrak en bred vifte af gæster til Jomfru Ane Gade og de omkringliggende beværtninger. Der var både unge, gamle og dem lige imellem repræsenteret til at byde juleøllet velkommen.
Kjellaug Byberg og Lise Aas var rejst hele vejen til Aalborg fra Norge, for at opleve denne specielle dag:
- Det er fantastisk at opleve J-dag og det er sjovt med alt det pynt, siger Kjellaug.
- Jeg har tidligere været i Jomfru Ane gade, men denne aften er en helt særlig oplevelse, fortsætter hun.
De tre kammerater Jonas Lauritsen, Robin Jensen og Mads Anker var mødtes over en juleøl på Sprutten, og er enige i, at J-dag er en ganske særlig dag:
- Det er en dag udover hverdagen og det er dejligt, at man også kan se det på folkemængden, at der er mange der kommer for at byde julestemningen velkommen, siger Jonas Lauritsen.
Alle tre er dog enige i, at julebryggen er god i starten, men så bliver den også lidt for meget.
- Når vi kommer hjem tænker vi fy for pikker, og så går der et års tid og så gør vi det igen, tilføjer Mads Anker.
Der var indsat ekstra patruljerende betjente, for at forebygge voldssituationer, og den ekstra synlighed havde tilsyneladende en effekt, da aftenen og natten, ifølge Nordjyllands Politi, er forløbet som enhver anden fredag. Foruden de obligatoriske 3-4 personer der kom en tur forbi detentionen, var der ikke nogle usædvanlige aktiviteter eller anholdelser omkring Jomfru Ane Gade.