Billede beskrivelse

Nordjyske restauranter tilbyder særlige madoplevelser til børn

28. august 2024 kl. 09.31

Onsdag den 2. oktober 2024 inviteres familiens yngste medlemmer for 14. gang til en restaurantoplevelse ud over det sædvanlige, når mere end 70 restauranter over hele landet byder indenfor til Smagens Time.

Børn og unge i alderen 5-15 år kan få en helt særlig madoplevelse - en tre-retters menu, der både smager forrygende, er fyldt med sanseindtryk, og som sætter fokus på bæredygtige madvaner gennem temaet "klima".

Den særlige madoplevelse foregår i restauranter, hvor der - med undtagelse af personalet - kun er børn og unge til stede. Det er altså en aften, der er helt forbudt for voksne! Smagens Time handler ikke kun om mad, der smager godt. Oplevelsen handler også om madglæde, madmod og om værtskab og samvær omkring måltidet.

I Nordjylland er det Bryghuset Vendia, Mortens Kro, Restaurant Jørn og Textur i Aalborg.

Grønne råvarer er en kæmpe fest

Temaet for Smagens Time er "klima". Et tema, der skal sætte fokus på, hvordan vi gennem mad kan mindske vores klimaaftryk. Det giver restauranterne mulighed for at stille skarpt på vores madvaners indflydelse på klimaet, og hvordan små ændringer kan have en positiv effekt.

- At bidrage positivt til klimadagsordenen går bl.a. gennem at spise flere grøntsager og mindre kød. De mange smage og nuancer i det grønne univers er for mig en kæmpe fest, og den glæde og nydelse vil vi i Smagens Time gerne være med til at videregive til børn og unge, siger Claus Meyer, der er idémager bag Smagens Time.

De mere end 70 restauranter, der i år er værter for Smagens Time er spredt over hele landet fra Aalborg i nord, Esbjerg i vest, Kruså i syd og Sandvig på Bornholm i øst.

Meget mere end mad

Til Smagens Time mødes gæsterne i øjenhøjde og oplever alle facetter af et måltid - lige fra forventningens glæde, at blive budt velkommen, få anvist plads, tale med jævnaldrende gæster om bordet, få præsenteret maden og tankerne bag af seje kokke og værter, og prøve nye smage, konsistenser og råvarer - alt i alt en eksplosion af sanseindtryk.

Overskuddet fra billetsalget til Smagens Time går til Melting Pot Fondens arbejde. Med overskuddet fra Smagens Time har vi bl.a. kunnet udvikle og understøtte projekter i Bolivia og Brownsville, New York, hvor unge gennem kulinariske uddannelsesprogrammer og mesterlæreprincippet bl.a. har fået et springbræt til arbejdsmarkedet. Melting Pot Fonden fokuserer i skrivende stund på projekter i Marokko.

Derudover er fonden ved at udvikle et nyt projekt, der blandt andet skal hjælpe økonomisk trængte børnefamilier i Danmark.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste