Billede beskrivelse

Nicolai går baglæns med aalborgensiske elever: - Det kan betyde alverden for et barn

Initiativtagerens håb er, at mobberne vil huske gåturen

18. april 2022 kl. 18.08

AALBORG: Nicolai Aagaard er blevet mobbet som barn. Rigtig meget endda. Det bliver den 32-årige mand faktisk stadigvæk, men han bliver ikke længere ked af det.

Men det gør børn, og derfor ville han gøre sit for at sætte fokus på problemet. Et opslag på Facebook ville ikke rykke noget, og derfor besluttede han sig forrige år for at gå sammenlagt 1.800 kilometer rundt i Danmark for at sætte fokus på mobning. Baglæns vel at mærke.

For når Nicolai går baglæns rundt i Danmark, er det en metafor for, at han vender mobning ryggen.

Nu går han baglæns med skoler landet over, og i april måned er turen kommet til Byplanvejens Skole i Aalborg.

- Jeg havde som mobbeoffer ingen at se op til som barn, og derfor tænkte jeg, at jeg skulle iværksætte de her baglæns gåture for at sætte fokus på problemet. Nu er der rigtig mange børn og unge, der ser op til mig. Det sætter jeg stor pris på, og jeg håber, at det kan gøre en forskel for dem, siger Nicolai Aagaard.

- Det kan ikke stoppe mobning fuldstændig, men det kan gøre en lille forskel, og den forskel kan betyde alverden for et barn.

Gåturen skal ligge i baghovedet

Eleverne tager godt imod projektet, og initiativtageren håber på, at oplevelsen er mindeværdig for eleverne.

- De glemmer nok ikke, at de er gået baglæns. De fleste elever synes nok, at almindelige lærerprojekter er lidt kedelige, men det her bliver taget ekstremt godt imod, siger Nicolai Aagaard.

- Min forhåbning er, at mobberne vil huske den her baglæns gåtur og tænke mere over konsekvenserne af deres handlinger.

Det er dyrt - men prisen værd

På nuværende tidspunkt befinder Nicolai sig i Sønderjylland, hvor hans næste stop er et julemærkehjem i Kollund og derefter en skole i Kalundborg.

Dermed får initiativtageren set store dele af Danmark, men det kommer også med en pris.

- Det er dyrt og hårdt. Enten går jeg forlæns hen til skolerne og alternativt anvender jeg offentlig transport, hvilket er dyrt i længden, siger Nicolai Aagaard.

- Jeg har ikke fundet nogen, der vil være min sponsor endnu, men sådan er det. Det her projekt er vigtigere end penge, siger han.

Nicolai Aagaard besøger Byplanvejens Skole 19. april.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste