Billede beskrivelse

Niarn er alvorligt syg

Den nordjyske rapper skal have en nyretransplantation

28. august 2023 kl. 12.48
Opdateret kl. 13.52

Rapperen Niels "Niarn" Roos - der oprindeligt er fra Gug - har været nødt til at udskyde sin igangværende "Himmelfarten Tour" til næste år.

Sagen er den, at Niarn er nyresyg dialysepatient, og som sådan har han faktisk spillet flere koncerter de senere år. 

"Men nu siger sygdommen stop, og Niarn må derfor udskyde sin tour i efteråret, til han er i bedring. Helbredet er det vigtigste, og Niarn lover, at han vender stærkt tilbage", hedder det i en pressemeddelelse mandag fra koncertarrangøren All Things Live.

I pressemeddelelsen fortæller Niarn, at han gik til lægen få uger efter, at turnéen "Genopstandelsen" blev annonceret i 2021.

"Jeg gik til lægen efter at have haft for højt blodtryk over en længere periode. Her blev det konstateret, at min nyrefunktion var faretruende lav. Jeg blev hastigt overført til Rigshospitalet, hvor jeg fik min diagnose: En autoimmun sygdom havde nedbrudt mine nyrer", fortæller Niarn.

Den nordjyske rapper kom i dialyse og blev frarådet at give koncerter.

"Men jeg nægtede at lade sygdommen vinde", fortæller Niarn, som dog nu må konstatere, at den ikke går længere:

"Min krop er slidt ned af sygdommen, og jeg kan ikke spille flere koncerter, før jeg får en ny nyre via en transplantation", oplyser Niarn.

Det skulle dog kunne lade sig gøre i efteråret:

"På den anden side af nytåret skulle jeg gerne være (næsten) så god som ny", lyder det i pressemeddelelsen.

Ifølge allthingslive.dk skulle Niarn blandt andet have givet koncert på Skråen i Aalborg 11. november, men den er altså udsat.

"Jeg beklager ulejligheden, men jeg lover, at jeg kommer tilbage, bedre og stærkere, og fyrer op for en tour, der kommer til at brage gennem landet som aldrig før", siger Niarn.

Se også
Hele Aalborgs antihelt giver stor koncert i aften
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste