Nam - nu kan du også få nudler

Nam Noodles har netop åbnet dørene til det nye koncept, hvor du selv kan sammensætte din suppe.

10. november 2017 kl. 13.33
Opdateret kl. 13.43

AALBORG: Den populære restaurant Nam på Vesterbro har fået en lillebror. Det er nemlig ejerne af Nam, Kim Jeppesen og hans kæreste Anne-Marie Menendez, der er en del af det nye trekløver bag Nam Noodles. Sidste mand hedder Adam Toth-Javor, og sammen har de store planer. Aalborg:nu har besøgt den nye nudelbar.

Nyt koncept i byen

Vi åbner døren til Nam Noodles og træder ind i et mindre lokale, hvor der uden tvivl er blevet kælet for detaljerne. I loftet hænger der et utal af rislamper i forskellige størrelser og farver og lyser rummet op, væggene er dekoreret med billeder, og hver enkelt kvadratmeter er udnyttet for at få plads til borde og stole til de gæster, der vælger at spise i restauranten.

Billede beskrivelse

Der er også kommet fuld gang i køkkenet efter åbningsdagen i onsdags. På komfuret står der en stor gryde og damper, og de tre ejere pusler rundt med hver deres arbejdsopgaver. Kim Jeppesen, der også er stedets menu-udvikler, løsriver sig dog et øjeblik for at fortælle om den nye restaurant, som har ligget ham på sinde i lang tid.

- Vi har arbejdet på det her koncept i par år efterhånden. Det startede egentlig bare med, at vi begyndte at tænke på det, og så begyndte vi lige så stille og bygge lidt på det, for vi synes, det er noget, der har manglet i Aalborg, fortæller han.

Tidligere snakkede aalborg:nu med Anne-Marie Menendez, og hun er enig med Kim Jeppesen. Hun kunne blandt andet fortælle, at motivationen bag åbningen af det nye madsted skal findes i, at Aalborg er en by i rivende udvikling, som er klar til at hoppe med på det såkaldte "suppe-boom", man oplever i for eksempel København.

- Japanske Ramen-shops er blevet vældig populære i storbyer verden rundt. Vi er selv vilde med asiatiske supper, og derfor vil vi gerne bidrage til udviklingen af Aalborgs madscene. De sidste par år er der er kommet et lidt bredere udvalg af steder, som tilbyder andet take away end burger og pizza, og det er super fedt for byen. Men der mangler et sted med de ting, som vi kan tilbyde, fortæller hun.

Men hvad er det så for et koncept?

Billede beskrivelse

Byg-selv-supper

Der er i følge Kim Jeppesen mange elementer, der har været inspirerende i forhold til udviklingen af Nam Noodles. Overordnet er det et forholdsvis klassisk take away koncept, hvor det helst ikke skal tage mere end 10 minutter, før du har din mad. Og så ligger prisniveauet også en del lavere, end det er tilfældet med restaurant Nam inde ved siden af.

Når det gælder menuen, så er kokkenes kreativitet og frie fantasi alfa og omega, for der bliver hele tiden eksperimenteret med at blande asiatisk og dansk mad.

- Nam Noodles bygger på vores fortolkning af nudelsupper, hvor vi selvfølgelig er inspireret af det vietnamesiske køkken og de japanske Ramen, hvor man sammensætter sin egen suppe. Det kan man også her, hvor vi har et udvalg med fem forskellige bouilloner, fire forskellige slags nudler og fem forskellige slags kødfyld eller vegetarfyld. Så det er en byg-selv-suppe, hvor man selv bestemmer, hvad der skal i, fortæller han fortsætter:

- Det er lidt vores egne tossede ideer, vi eksperimenterer meget med. Vores tilgang til menuen er ikke klassisk asiatisk, så det er kun vores fantasi, der sætter grænserne.

Billede beskrivelse

Til den forklaring er der er nok særligt et spørgsmål, der kan melde sig på banen for den knap så erfarne nudel-spiser. For hvordan ved man, hvilke ingredienser der passer sammen? Det skal man dog ikke bekymre sig om i følge Kim Jeppesen, for det er der tænkt på:

- Det kan ikke gå helt galt, for man kan mixe maden på kryds og tværs, og så vil det stadig smage godt, fortæller han, imens han stiller en suppe frem på den lyse trædisk.

I skålen er der en suppe med lidt forskelligt fra menuens udvalg, men der er især to ting, der hurtigt sprænger i øjnene. Den første er beviset på, at kokkene eksperimenterer med råvarer fra flere landes køkkener, for i selskab med nudlerne ligger der en lille håndfuld flæskesvær ovenpå på kødet og det syltede forårsløg. Det andet er, at man ikke er forskrækkede med at hælde op i skålen, for portionerne er enorme, og måske er netop det afgørende for, om Nam Noodles bliver en succes i Aalborg. Nordjyderne er i hvert fald kendt for at have netop portionens størrelse med som en afgørende faktor, når vi skal bedømme et madsted.

Til at spise suppen med, får man udleveret et autentisk sæt bestik i form af en kæmpe træske og et par spisepinde, og så er det ellers bare at give sig i kast med suppen, som man kan slubre i sig for 100 kroner.

Billede beskrivelse

Det kan blive endnu større

Der er gået lidt over et år, siden storebror Nam inde ved siden af kunne åbne dørene for første gang, og det har indtil videre vist sig at være en succes. Det er noget af drivkraften bag beslutningen om også at leje sig ind i nabo-lokalerne og åbne Nam Noodles, der gør det til en lille kæde i Aalborg. Og Kim Jeppesen vil ikke udelukke, at fremtidsplanerne kunne byde på en udbredelse af Nam-koncepterne i andre byer, men han vil gerne se, om restauranterne får fodfæste i Aalborg først.

- Vi håber, der kommer endnu mere til Nam-konceptet og Nam-kæden i fremtiden. Nu er det gået lidt stærkt det sidste års tid, og det kan godt være, at vi lige skal falde lidt mere på plads først. Så vi må se, hvad der sker, siger han.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste