Når uheldet er ude: Her kan du få hjælp i jule- og nytårsdagene
Julen er lig med mange lukkedage i institutioner, tandplejen og på de kommunale kontorer. Se her hvad du skal gøre, hvis du får brug for assistance
AALBORG: Der er få dage om året, hvor Danmark går så meget i dvale, som det sker her hen over juledagene og de fire dage mellem jul og nytår.
Skoleeleverne er sendt hjem, mange børneinstitutioner og dagplejere holder lukket, og det samme gør flere af Aalborg Kommunes forvaltninger og afdelinger.
Men hvad gør du, hvis du:
Får rotter:
Rotter rimer ikke på julehygge, så hvis det pusler på loftet, og du opdager, at du hen over juledagene har fået ubudne gæster i form af rotter, så skal du anmelde det.
Du kan kontakte Rottebekæmpelsen på 9931 2397.
Vil låne en bog:
Bogbussen holder stille 24. december til 1. januar - begge dage inklusiv.
Hovedbiblioteket holder lukket 24. december samt 1. og 2. juledag. I forbindelse med årsskiftet er der lukket 31. december og 1. januar.
Til gengæld kan du låne bøger på biblioteket i Haraldslund 24. december, hvor der er åbent fra klokken 9 til 12. Derefter er der lukket 1. og 2. juledag.
Nørresundby Bibliotek er lukket 24. december, men har åbent både 1. og 2. juledag. Biblioteket har desuden lukket 31. december og 1. januar.
Hasseris, Vejgaard og Svenstrup Bibliotek har lukket 24. december, men har åbent 1. juledag fra klokken 8 til 21. I forbindelse med nytåret holder biblioteket lukket 31. december og 1. januar.
Biblioteket på Trekanten holder helt lukket fra 24. december til 1. januar.
Vil skrive dit barn op til pasning:
Du spiser en småkage eller to mere og venter til 2. januar, hvor pladsanvisningen igen har åbent.
Har brug for rådgivning:
Hvis du har behov for rådgivning om sagsbehandlingen i kommunen eller om, hvordan du kommer videre med en sag, så må du må du spise nogle flere klejner og væbne dig med tålmodighed.
Borgerrådgiveren har nemlig lukket 23., 27., 28., 29., og 30. december.
Derefter kan du igen henvende dig på Boulevarden 13, 1. sal, 9000 Aalborg.
Får problemer med forsyningen:
Her er der hverken tale om forsyninger af julebryg eller and, men derimod af den slags, der kommer ud af vandhaner og varmerør.
For få ting er mere stressende end at vågne op til kolde radiatorer eller en tør bruser.
Har du brug for akut hjælp vedrørende driftsforstyrrelser, kan du ringe til Aalborg Forsyning på telefon 9931 1999.
Har brug for hjælp vedrørende kontanthjælp eller sygedagpenge:
Job- og Ydelsesafdelingen (undtagen Ydelsescentret) holder lukket 27., 28., 29. og 30. december.
Der er nødåbent i Jobhuset for fysiske og telefoniske henvendelser på telefon 9931 3700 .
RessourceCenter Aalborg holder ligeledes nødåbent og kan kontaktes på telefon 9982 3000 .
Dit barn slår tænderne:
Tandplejen holder lukket fra 23. december til 2. januar - begge dage inklusiv.
Ved tandpine og mindre tandskader kan du kontakte Tandpinevagten. Vil du bestille tid, kan du ringe mellem klokken 9 og 10 på 7020 0255.
Adressen på Tandpinevagten er Filstedvej 10, 9000 Aalborg. Der er indgang ved Specialtandplejen.
Ved alvorlige tandskader kan du kontakte vagtlægen på telefonnummer: 7015 0300, som visiterer til skadestuen.
Du kan se en samlet oversigt over åbningstiderne for Aalborg Kommunes forvaltninger og afdelinger i julen og nytåret på www.aalborg.dk
Kilde: Aalborg Kommune