Billede beskrivelse

Mr. Boksning i Aalborg er død

Jens Jørgen Voldby, der i mange år var formand for IK Sparta og en stor drivkraft bag talrige boksestævner i Aalborg, er død i en alder af 80 år

14. juni 2022 kl. 15.51

Et af de mest ikoniske navne på det aalborgensiske boksescene gennem mere end et halvt århundrede er gået bort i en alder af 80 år.

Jens Jørgen Voldby var selv aktiv som bokser i 1960'erne, hvor han repræsenterede Lindholm Bokseklub og flere gange blev udtaget til byholdet.

Efter at have stoppet sin aktive karriere blev han i 1972 udnævnt til formand for Aalborg Boksealliance. Udover at samle trådene mellem de forskellige klubber i byen fungerede han også som matchmaker ved mange stævner.

Siden overgik han til en lederpost i Lindholm Bokseklub og var også i en periode halinspektør i Dronninglund.

I 1982 meldte Jens Jørgen Voldby sig for første gang under fanerne i IK Sparta i Vejgaard, hvor han blev kasserer.

Billede beskrivelse

Han forlod dog klubben i et par år til fordel for et inspektørjob i Sønderjylland, men i 1985 returnerede han til bestyrelsen i Sparta, og han gjorde også comeback som formand for Aalborg Boksealliance.

I 1992 satte han sig for første gang i formandsstolen hos IK Sparta, og han endte med at sidde på den post i 22 år.

Gennem sin karriere som bokseleder blev han flere gange hædret for indsatsen. Han fik blandt andet SIFA's lederpris og blev kåret til årets leder i JABU (Jysk Amatør Bokse-Union).

I 2005 havnede han dog også i modvind, da han blev idømt 40 dages ubetinget fængsel, fordi retten fandt det bevist, at han havde tildelt en 15-årig dreng flere slag. Trods dommen fik han dog lov at fortsætte på posten som formand for IK Sparta.

Jens Jørgen Voldby efterlader sig både børn, børnebørn og oldebørn. Begravelsen finder sted fredag 17. juni fra Vejgaard Kirke.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste