Billede beskrivelse

Modeljernbane skaffer 26.000 kroner til grønlandske børn

Pengene går til Foreningen Grønlandske Børn, og skal sikre grønlandske børn og unge en tryg barndom

29. november 2021 kl. 15.41

AALBORG: Trods de 28 år på bagen er den lille modeljernbane stadig et poplært indslag i forhallen på Aalborg Banegård. De små tog har kørt 26.000 kroner hjem til et velgørende formål. Det er penge, der kommer fra børn og voksne, som har kastet mønter i banen.

De penge donerer DSB til Foreningen Grønlandske Børn. En forening, der er med til at sikre, at grønlandske børn og unge har en tryg barndom, får mulighed for uddannelse og at grønlandske børn og unge høres og inddrages. Det skriver DSB og Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.

Foreningen Grønlandske Børn har flere indsatser for grønlandske familier og særligt for børnene, hvor de arbejder for at mindske ensomhed, sikre trivsel og fremme en lys fremtid.

I øjeblikket har Foreningen Grønlandske Børn særligt fokus på tilbuddet "Sisi". Et tilbud, som er til grønlandske børn fra Aalborg og Nordjylland, der bor hos plejefamilier eller på opholdssted, fordi de ikke kan bo hos deres biologiske forældre.

- Det betyder rigtig meget for disse børn at have et sted, hvor de kan mødes med andre i samme situation og blandt andet blive klogere på den grønlandske side af deres identitet. Så derfor vil pengene fra DSB gå til aktiviteter i Sisi, fortæller Jeppe Bülow Sørensen, der er afdelingsleder for foreningens tilbud i Jylland.

Uddelingen er aflyst

Indsamlingen skulle være uddelt onsdag 1. december kl. 14.00 i banegårdens forhal, men er desværre blevet aflyst.

Baggrunden for aflysningen er den stigende smitte med covid-19. Det er vigtigt, at alle kan føle sig trygge, når de færdes i banegårdshallen, lyder det fra DSB og Aalborg Kommune.

Indsamlingen overrækkes dog fortsat.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste