Millioninvestering skal sikre grøn og billig fjernvarme
Et nyt varmelager skal bidrage til, at Aalborg Kommune når i mål med den grønne omstilling
AALBORG: Et varmelager bestående af 200.000 kubikmeter vand i ståltanke.
Det er varen i den kontrakt, som Aalborg Forsyning netop har indgået med svenske Rodoverken.
Investeringen skal sikre, at Aalborg Kommune når i mål med omstillingen fra fossile til vedvarende energikilder. I 2028 stopper Nordjyllandsværket nemlig sin kulbaserede produktion af fjernvarme, og i den forbindelse spiller det nye varmelager en vigtig rolle.
Det forklarer Søren Gais Kjeldsen, der er administrerende direktør i Aalborg Forsyning.
- Nordjyllandsværket kan skrue op og ned for produktionen og tilpasse sig forbrugernes skiftende varmeforbrug, men når vi går over til elbaseret varmeproduktion på varmepumper og elkedler, er det ikke muligt. Derfor får vi brug for et større lager, så vi kan sikre en høj forsyningssikkerhed også i de spidsbelastede perioder, hvor forbrugerne bruger ekstra meget varme og varmt vand, siger han.
Pris: 400 millioner
Varmelageret koster Aalborg Forsyning 400 millioner kroner og kommer til at bestå af fire store vandbeholdere, der skal stå i Norbis Park, som er Aalborg Forsynings område ved Nordjyllandsværket.
Tankene opbevarer varmen og oplader og aflader automatisk, hvilket giver en lav investeringsrisiko og lang levetid, forklarer teknisk direktør i Aalborg Forsyning Jesper Høstgaard-Jensen.
- Derudover kan vi udbygge løsningen efter behov, hvilket giver en betydelig fleksibilitet i forhold til at gennemføre den grønne omstilling så omkostningseffektivt som muligt, tilføjer han.
De fire tanke indeholder, hvad der svarer til 625 husstandes årlige varmeforbrug, når de er fuldt opladede. Efter planen skal de være i drift i 2025.