Mikkel Hansen på boligjagt i Aalborg
Håndboldstjernen er nærmest fløjet direkte ind fra udlandet, så mange praktiske ting er endnu ikke på plads
Det har været nogle hektiske dage for Mikkel Hansen, der mandag landede i Aalborg Håndbold og blev officielt præsenteret i klubben.
Han blev hentet i privatfly, hvorfra han blev kørt direkte til træning. Siden fulgte et pressemøde og efterfølgende interviews med 12 forskellige danske medier, inden dagen blev rundet af med spillerpræsentation foran 2000 fans.
- Det har været lidt hektisk, så jeg har kun fået hilst overfladisk på de fleste i klubben. Det er dog rigtig fint at få taget hul på en håndboldhverdag igen, selvom det første træningspas var meget stille og roligt.
Mikkel Hansen har været i udlandet i 10 år - hos Paris Saint-Germain - og derfor kan kan komme hjem på den såkaldte forskerordning og blot betale 32 procent i skat. For at det regnestykke skulle gå op, måtte han dog ikke komme hjem til Danmark før i søndags.
- Min kone og vores to børn var her allerede, så de hentede mig i lufthavnen, og det var rigtig dejligt at se dem igen. Det er nok lidt forvirrende for børnene, at jeg allerede dagen efter rejser afsted igen, men det er sådan, det er. Det bekræfter mig bare i, at det er den rigtige beslutning, at jeg - når det er muligt - flyver til København om aftenen og er sammen med dem, forklarer Mikkel Hansen.
Han skal dog også have fundet en bolig i Aalborg, hvor han kan overnatte og have familien boende, når de er på besøg i Nordens Paris.
- Jeg leder stadig efter et hus i byen, så hvis nogen kender et godt sted, må de gerne sige til, lyder opfordringen fra håndboldstjernen.