Billede beskrivelse

Midsommerfest: Kom til gratis poolparty

Nyt eventfirma indbyder til fest og sankthans i Vestre Fjordpark

31. maj 2018 kl. 07.35

AALBORG: Vand, sand, musik og drikkevarer til rimelige priser.

Alle elementerne til en rigtig fest er på plads, når eventbureauet Outfare indbyder til poolparty og sankthans i Vestre Fjordpark 23. juni.

- Vi synes lidt, der mangler nogle kulturelle tilbud til unge aalborgensere, og så må vi jo skabe dem selv, siger direktør i Outfare Daniel Mogensen.

Sammen med makker Michael Andersen har han brugt de mørke vinterdage på at planlægge det, der gerne skulle blive sommerens fest.

- Vi håber på, der dukker nogle tusinde mennesker op i løbet af dagen. Vi kan begge godt lidt at bringe mennesker sammen og skabe en fest, forklarer han og tilføjer, at han er meget bevidst om, at vejret får stor indflydelse på, hvor mange der kommer på dagen.

Billede beskrivelse

Åben for alle

Pool-festen begynder kl. 11 og strækker sig frem til kl. 23. En dj spiller, og der bliver forskellige former for aktiviteter, og man kan købe drikkevarer.

- Det er et offentligt arrangement, som alle må komme til. Det er et krav fra kommunen, når det foregår i parken, siger han.

Daniel Mogensen understreger, at kommunen i det hele taget har bistået makkerparret med rådgivning i forhold til at holde eventen.

- Vi laver nogle rammer, og så er det egentlig op til deltagerne at skabe deres egen fest. Det er så stort, fantastisk et område, at alle sagtens kan være der - også hvis man har børn med. Selv om der sælges alkohol, så lægger vi på ingen måde op til, at det skal handle om vild druk, forklarer han.

Ud på aftenen går pool-festen over i at blive en sankthansfejring.

Fra kl. 19.30 er der stort bål, hvor arrangørerne har inviteret lokalpolitiker og direktør for Springeren Mads Sølver til at holde båltalen.

- Han skal tale ud fra sin interesse for udviklingen af Aalborgs kystlinje, hvor netop Vestre Fjordpark jo er et godt eksempel på, hvordan den kan bruges. Vi har fået et fantastisk område centralt i byen, og nu vil vi prøve at bruge det på en ny måde, siger Daniel Mogensen.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste