Mia-sagen: Politi i gang med omfattende undersøgelser på to adresser
To huse i henholdsvis Flauenskjold og Østervrå bliver de næste dage undersøgt af politiet i forbindelse med Mia Skadhauge Stevns forsvinden
ØSTERVRÅ/FLAUENSKJOLD: Politiet har indledt omfattende undersøgelser af to huse i Østervrå og Flauenskjold, hvor to 36-årige mænd er blevet anholdt og sigtet for drab på Mia Skadhauge Stevn.
På Mellergårdsvej i Østervrå er politiets teknikere og hjemmeværn ankommet til den velholdte rødstensvilla med sort glaseret tag og masser af udvendig videoovervågning, fortæller Nordjyskes reporter på stedet, Claus Kræmmergård.
Han har talt med personer med relation til beboeren i huset, som politiet nu mistænker for drab. De er chokerede over, at manden er sat i forbindelse med Mia Skadhauge Stevns forsvinden, fortæller Claus Kræmmergaard.
På Ingeborg Skeels Vej i Flauenskjold er politiets teknikere også i gang med undersøgelser.
De to mænd, der er anholdt og sigtet for drabet på Mia Skadhauge Stevn, fremstilles torsdag 11.00 i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg.
Det bekræfter anklager Mette Bendix.
- Vi kommer til at bede om dørlukning, derfor kan jeg ikke sige mere på nuværende tidspunkt, siger anklageren.