Mette og Line vil give kvinder nøglen til deres indre power
Har du følt dig mindre værd end alle andre?
Har du sagt ”ja”, når du egentlig mente ”nej”, bare for ikke at skuffe nogen?
Har du følt, at din mening ikke blev vægtet lige så højt som andres?
Har du været i en relation, der dræner dig?
Det er blot nogle af de følelser, som de to jernladies Mette Flindt og Line Hjerrild ønsker at gøre op med, når de den 30. oktober går på scenen på Hotel Scheelsminde i Aalborg med foredraget ”Nøglen til din indre power”. De vil hjælpe kvinder med at genfinde deres styrke og værdi.
- Kvinder har historisk set haft en tendens til at gøre sig selv mindre, og det vil vi ændre, Vores mål er, at de skal blive mere bevidste om sig selv og tage ejerskab over mål, drømme og virke. Dette foredrag er et vigtigt skridt i den retning, siger Line Hjerrild, stifteren af netværket, Kvindeværket.
Foredraget trækker på egne erfaringer som iværksættere og som kvinder, der er drevet af lysten til at bryde grænser.
Håbet er at udfordre kvindernes selvforståelse og styrke dem i et samfund, hvor ligestilling, diversitet og trivsel er i fokus samtidig med, at stressniveauet aldrig har været højere.
- Vi ønsker at signalere, at en ny tid er på vej – en tid hvor kvinder i højere grad skal tage ejerskab for det liv, de ønsker at leve. De skal sætte mål og gå efter drømmene uden at lade sig begrænse. Ved at lære os selv bedre at kende, forstå vores essens og agere ud fra ens behov, kan vi blive den mest magnetiske og inspirerende version af os selv, siger Mette Flindt, der driver virksomheden ”Dare to Rest”, hvor hun hjælper sine klienter til at leve et liv med energi, succes, sundhed og balance.
Denne aften er skabt i samarbejde med Hotel Scheelsminde, og her ser marketingchef Karina Harbo Jensen frem til at byde velkommen til det fællesskabende event.
- Vi vil gerne bidrage til at fremme debatten og synligheden omkring menneskelig vækst. Kvindeværkets event har, efter min mening, et spændende fokus på at skabe fremtidens bevidste og stærke kvinder, og det fællesskab ser jeg meget frem til at opleve, siger hun.
Mette Flindt og Line Hjerrild håber, at mange kvinder vil gribe muligheden for en aften fyldt med fællesskab og selvindsigt.
- Vi drømmer om, at aftenen skal kickstarte en bevægelse af modige kvinder, der går ind i arenaen med ild i hjertet og klar til at forfølge deres drømme, siger de to kvinder.
Der skal købes billet til arrangementet. Der vil være velkomstdrink, let forplejning og snacks.