Messe for det meste

Vi vil se på bolig og design - op mod 40.000 ventes i Gigantium i weekenden

03. november 2017 kl. 15.38

AALBORG: Tag det nyeste inden for boligindretning, tilsæt et drys lækre biler, lidt nepalesiske syngeskåle, bløde hovedpuder og en kasse økologiske grøntsager, og du har opskriften på bolig- og designmessen Bolig Mad Design, som i denne weekend er rykket ind i Gigantium.

- Vi drysser bare lidt rundt og får nogle smagsprøver. Det er sådan set ikke, fordi vi kigger efter noget særligt, siger Andrea Majlund, som ud over at være messegæst også studerer i Aalborg og er af sted sammen med nogle venner.

Gruppen er i fuld gang med at få demonstreret nogle nepalesiske syngeskåle, mens de spiser is.

Her fredag eftermiddag skiller de sig ud fra de hundredvis af gæster, der har fundet vej til den store hal. Hovedparten af de nysgerrige, der går langsomt rundt mellem standene er i den gråhårede ende.

- Men bare vent til lørdag, så bliver gæsterne yngre, konstaterer en sælger, mens han haster forbi.

I et hjørne af hallen er en tysk sælger af vinduespudsegrejer i fuld gang med at demonstrere produkter for nogle skeptiske tilhørere. På bagvæggen kan man læse, at midlet er kendt fra tv-shop. Det synes dog ikke at imponere de damer, der hører på.

- Jamen, virker det, lyder det.

Sælgeren tilbyder at de selv kan prøve at pudse et spejl.

På modsat hjørne sælger Aarstiderne abonnementer på blandt andet frugt og grønt. Og længere nede ad række faldbyder en stand plakater og skilte med finurlige udsagn.

Her står Pernille Gudum sammen med veninden Ditte Forsmann og kigger.

- Vi er ude at ose, og se, hvad der er på markedet. Det er bare en hyggelig fredag, siger Pernille Gudum.

Bolig- og designmessen fortsætter både lørdag og søndag. Det forventes at op mod 40.000 gæster hallen i løbet af weekenden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste