Mere sikkerhed til Aalborg Pride efter angreb i Olso
Der er stadig brug for pride, mener organisationen bag
AALBORG: Angrebet på de to LGBT+-barer i Oslo har rystet verdenen over - også hos Aalborg Pride, der kommer til at tage ekstra forholdsregler, når priden afholdes om under to uger, lørdag 9. juli.
- Vi er dybt berørte. Samtidig er angrebet i Olso et bevis på, hvor bagud vi er. Derfor aflyser vi ikke Aalborg Pride, for vi synes, det er vigtigt at sende et politisk statement mod de hadforbrydelser, der stadig bliver begået, siger Aalborg Prides frivilligkoordinator, Christine de Blanck.
Den melding bakker forperson Martin Christensen op om.
- Vi vil ikke lade os kue, og det viser vi ved stadig at afholde Aalborg Pride.
- Samtidig kan jeg godt forstå, hvis der er nogen derude, som er utrygge ved at møde op, siger frivilligkoordinator Christine de Blanck.
- Derfor har vi blandt andet fordoblet antallet af vagter, og vi er også i dialog med politiet. Vi vil i det hele taget gøre noget ekstra ud af, at folk skal føle sig velkomne og trygge, uanset hvem de er.
Også i Karolinelund har Aalborg Pride bedt politiet om at være til stede. Her vil der også være 'safe places,' hvor folk kan søge hen, hvis de føler sig utrygge, ligesom der vil være telte med samaritter.