Meny i Skalborg får en ansigtsløftning
Gulve bliver udskiftet i hele butikken
AALBORG: Kunder i Meny på Otto Mønstedsvej i Skalborg har i nogle dage skullet gå en lidt anden rute end normalt med indkøbsvognen, hvis de er på jagt efter kød, mælk, pålæg eller andre madvarer, der kræver køleskabstemperatur.
Butikken har nemlig flyttet de store kølebokse ud i et stort telt, der er rejst på parkeringspladsen nær indkørslen til Lagkagehusets drive-in, og indenfor er hele det område i den bagerste del af butikken, hvor køleboksene plejer at stå, afspærret med gul og sort-stribede afspærringsbånd.
Bag afspærringerne kan man se håndværkere arbejde, og sådan vil det ifølge købmand Anders Mogensen være et stykke tid endnu.
Meny er nemlig i gang med at udskifte gulvet i hele butikken, og det kræver, at inventaret bliver flyttet i etaper, så butikken kan forblive åben under hele processen.
Når arbejdet er færdigt i den bagerste del af butikken, bliver køleboksene flyttet tilbage, og så tager håndværkerne fat i den forreste del. Her kommer gulvudskiftningen dog til at foregå i lidt mindre etaper om natten, så kunderne ikke mærker noget til det.
- Vi skal have nyt gulv, fordi det andet var slidt op. Det var et kvartsvinylgulv, som havde ligget der i 16 år. Nu får vi nogle store italienske klinker i lyse farver på i stedet. De er mega flotte, siger en begejstret købmand Anders Mogensen.
Arbejdet i den bagerste del af butikken omfatter i alt 1400 kvadratmeter, som ventes færdig på tirsdag. Gulvudskiftningen i resten af butikken afsluttes i begyndelsen af oktober, og så vender alt tilbage til det normale - sådan da.
For der er nemlig flere nyskabelser på vej, understreger købmand Anders Mogensen. Som vi tidligere har fortalt i aalborg:nu har Meny indgået en aftale med SushiMania om at åbne en afdeling i butikken.
- De begynder så små at flytte ind i fiskehjørnet allerede fra slutningen af næste uge. Det glæder jeg mig meget til, siger Anders Mogensen.
Han fortæller, at butikken også vil præsentere en ny afdeling for økologiske kolonialvarer, et større udvalg af økologiske grøntsager samt nye tekstilvarer.
Det store telt på parkeringspladsen ventes fjernet senest onsdag.