Billede beskrivelse

Mens vi venter: Intersport Outlet åbner branddør

Inden Shoppen i City Syd får lov til at åbne, er det bagdøren, der skal bruges

12. april 2021 kl. 09.31

AALBORG: Ligesom alle andre shoppingcentre holder Shoppen i City Syd lukket. Når man kommer til hovedindgangen er døren lukket. Det vil den være indtil den 21. april.

Men der er dog butikker, der holder åbnet via åbentstående branddøre. Det gælder Elgiganten og Intersport Outlet. Når man kommer til de åbentstående branddøre, bliver man budt velkommen af skilte, og der er placeret en EU-palle, der går det ud for et trappetrin. Inde i butikken er der kunder, og butikschef Søren Andersen fra Intersport Outlet er klar til at ekspedere.

- Branddørene er vores midlertidige indgang inden de andre butikker kan få lov til at komme med igen. Det er jo ikke det samme, at man åbner via en branddør og med en palle foran. Vi gør det så godt som vi kan her i denne periode. Så må vi få det bedste ud af det, fortæller Søren Andersen, imens han står foran hovedindgangen, der er afspærret med gul og sort markeringstape.

- Der er jo en masse ting, man skal tage stilling til, når man åbner på den her måde, men nu forsøger vi det, og så må vi se, hvordan det går. Men nu glæder vi os til at alle kommer med, lyder det fra Søren Andersen.

Ligesom alle andre glæder han sig til, at det forhåbentligt bliver mere normalt, når de store centre igen må åbne den 21. april.

- Jeg tror ikke kun, at det er os herinde i Shoppen, der ser frem til den dato. Det tror jeg, at alle ser frem til. Det er bare lidt sjovere, når man kan bruge den almindelige indgang. Så ser vi frem til de kunder, der også kommer fra Aalborg Storcenter, og indtil da tager vi det med et smil på læberne, smiler Søren Andersen.

Billede beskrivelse

Kunderne har så småt opdaget, at butikken holder åbent via deres bagdør.

- Det er som om, at der er flere og flere, der er begyndt at finde ud af, at vi holder åbent, lyder det fra Søren Andersen, der særligt sælger ud af nogle helt specifikke varer. Det kan mærkes, at vi er begyndt at gå lange ture og at vi træner derhjemme.

- Det er helt vildt hype omkring løbeudstyr og fitness. Der er lidt mere travlhed end der plejer. Jakker bliver der også solgt af, der er jo stadigvæk koldt udenfor. Det kan man godt mærke, at det er det, der presser sig på. Det er jo lidt federe at gå langt med tights eller nogle fede fitnessbukser på. Det gør bare det hele lidt sjovere. Man skal jo ud at røre sig, når man ikke kan komme i fitnesscentrene, slutter Søren Andersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste