Billede beskrivelse

Yndlingssteder: Nina tager på 13. etage

Aalborg har mange unikke steder og mennesker - denne serie har fokus på yndlingssteder i byen

07. oktober 2023 kl. 20.15
Opdateret kl. 20.27

Nina A. Rose har lavet kaffe til os. Vi befinder os i Nordjyllands Kunstværksted.

Det ligger på niveau 5 i Nordkraft, og atelieret har 6 forskellige kunstnere tilknyttet. Vi er inde i Nordkraft - Nina A. Roses yndlingssted i Aalborg. 

- Den her bygning indholder så mange ting, siger hun.

Vi skal ikke sidde ned. Vi skal på opdagelse, og derfor inviterer hun mig på en rundtur i bygningen Nordkraft.

Vores rundtur starter ved hendes atelierplads. Nina A. Rose tager mig med videre ud i Turbinegalleriet. Hun elsker Nordkraft, fordi det er en informativ bygning. Vi stikker hovedet ind i Biffen og hilser på de frivillige, der driver biografen. 

Vi tager elevatoren op til niveau 7. Nina A. Rose får et gensyn med lokale 3. Vi bevæger os ud på en gangbro til lyden af et hold, der er igang med at træne. Fra gangbroen har vi udsigt til gymnastikhallen, når vi kigger ned. 

Kigger vi lige ud, kan vi se Musikkens Hus, som er bygget af det østrigske arkitektfirma Coop Himmelb(l)au. 

Vi tager elevatoren videre - længere op til niveau 13. Her mødes vi af en stemme, der fortæller om kraften fra norden.

Nemlig det gamle kulkraftværk. Nordkraft var et gammelt kraftvarmeværk indtil 1999. Nordkraft er gået fra kul til kultur. Vi kigger ud over byen i et panoramaperspektiv. Nina A. Rose elsker, hvordan Aalborg er omringet af elementerne skov og vand. Aalborgtårnet står i øjenhøjde.

Vores blikke vandrer mod Vor Frue Kirke, videre mod Magasin, til Create, Utzon Center og så Limfjorden. Vi kan se Egholm. Går vi over til det andet panoramaview, har vi udsigt ud over industrien. Helt ud til Aalborg Portland og samtidig alle de nye bygninger, der bliver bygget på havnefronten.

Billede beskrivelse

Nina A. Rose remser Nordkrafts aktiviteter op. 

- Det er sådan en god bygning. Alt, hvad du overhovedet kunne have lyst til, er her i bygningen. Har du lyst til at danse, så kan du danse, der er yoga, der er pizza, der er musik, der er kunst, der er psykologistudie. Der er også universitets bibliotek.

Nina A. Rose har brugt 13. etage til at få det hele i perspektiv og se himmelen og vandet på samme tid, hvilket er rart for hendes mentale tilstand. Vi tager elevatoren ned til Kunsthal Nord. Hun fortæller, at hun har taget uddannelsen Kunstpionererne, som er et læringsforløb på 1,5 år med fokus på kuratering og formidling af samtidskunst. 

Vi har nu udforsket Nordkraft i en time og er tilbage igen på niveau 5 i Nordjyllands Kunstnerværksted. Vi stiller vores kaffekopper og slutter, hvor vi startede.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste