Yndlingssteder: Her finder Charlotte ro og fordybelse
Aalborg har mange unikke steder og mennesker - denne serie har fokus på yndlingssteder i byen
Det er en kold dag. Jeg befinder mig i en baggård på Boulevarden 34 midt i Aalborg Centrum. Charlotte Dyrskjødt tager imod mig ved indgangen til bygningen i midten af baggården.
Hun inviterer mig indenfor, og vi placerer os i tekøkkenet. Hun har taget hjemmebag med. Kaffen er klar, og hun hælder den op.
Jeg spørger hende, hvad det er for en bygning.
- Mit yndlingssted, svarer hun.
Hver uge i 22 år
Det er et keramikværksted. Her er Charlotte Dyrskjødt kommet i 22 år. Hver eneste uge om mandagen. Keramikværkstedet er tilknyttet AOF.
For hende er det specielle ved stedet, at hun kan komme ind og lege med ler, og så har hun verdens bedste underviser, Ulla Aaen, som er god til at lære fra sig, fortæller hun.
Hun synes, at pladeteknik er den sjoveste metode. Hun bor i Vadum, men hvis folk spørger, hvor hun bor, siger hun stadig Aalborg.
Hun siger aldrig Vadum. Charlotte Dyrskjødt er født og opvokset i Aalborg Vestby, og derfor synes hun, det er den bedste del af Aalborg.
En hemmelig parkeringsplads
Hun kan godt lide turen i bil ind til Aalborg. Hun forklarer, at hun får god energi, når hun går igennem byen. Jeg spørger, hvor hun har parkeret bilen, men dette må hun holde hemmeligt, da hun har en hemmelig, gratis parkeringsplads lige om hjørnet.
Hver mandag er Charlotte Dyrskjødt fyldt med glæde, fordi hun skal afsted. Ind til Aalborg og kreerer og lege med ler. Hun ifører sig sine keramiske støvler og lidt pænt tøj, da hun jo skal bevæge sig gennem byen.
- Kurset starter klokken 17.00 og består af 16 dejlige piger, fortæller hun.
Der er en helt speciel sjæl tilknyttet lokalerne i keramikværkstedet. Den kreative energi kan mærkes i huset.
Godt til sjælen
Før i tiden tog Charlotte Dyrskjødt på kunstmesser og solgte sit keramik. Men for seks år siden faldt hun om med hjertestop. Det førte til en ny begyndelse. Fra et liv med 200 kilometer i timen måtte hun sadle om og gå ned i fart. Hun startede i flexjob, hvor hun nu arbejder 16 timer om ugen og måtte stoppe med at tage på kunstmesser mere.
Derfor er keramikværkstedet blevet hendes meditationssted, hvor det er tid til fordybelse og ro i sindet.
- Det er rigtigt godt til sjælen. Man kan ikke lave andet end keramik eller snakke med pigerne, siger Charlotte Dyrskjødt.
Den røde stol
Hun rejser sig op. Nu skal vi se keramikværkstedet og hilse på Ulla Aaen.
Vi bevæger os ned ad en trappe oppe fra tekøkkenet. Der er gang i snakken inde i værkstedet, og den gode energi kan mærkes. Der er højt til loftet. Der er fem ovne og hylder fyldte med færdig keramik.
Charlotte Dyrskjødt viser hendes faste plads. Den røde stol. Vi kigger på hendes ler. Hun har gang i et eksperiment - hun er ved at lave en keramisk udgave af Tage Andersens håndsmedede foldevase, som står på bordet til dronningens nytårstaler.
Hun hiver telefonen frem og viser mig hendes keramiske værker. Charlotte Dyrskjødt har lavet en del vandkunst, som er en form for små springvand, en kæmpe kat, fugle, lysestager og Hjerteskåle. Der er altid hjerter på hendes keramiske ting.
Farverne vinder indpas
Det er blevet sådan et varemærke efter hendes hjertestop. Samtidig begyndte hun også at tilføje flere farver til hendes ting.
Før i tiden var hendes keramik meget grå, men nu har farverne fået en meget større rolle. Charlotte Dyrskjødt synes, det er rart, når man kan se, hun har været i gang. Det er okay at blive beskidt.
Hun synes, sommeren er helt fantastisk, når den kommer ind i lokalerne. Her kan de finde på at tage bordene ud i baggården.
Stemningen er helt i top. De andre kursister viser stolt deres keramik frem. De andre kursister kan bekræfte, at værkstedet er Charlotte Dyrskjødts yndlingssted.