Billede beskrivelse

Vinfilosoffen Thomas om byen: - Her genkender man folk uden overhovedet at kende dem

Thomas Lysgaard har boet i byen i snart 40 år. Han har fået fem spørgsmål om forholdet til Aalborg

02. juli 2023 kl. 14.30

Thomas Lysgaard er filosof og medejer af Vinosoffen. Her arrangerer han vinsmagninger med kærlighed, passion og mærkelighed i fokus. Han har boet i Aalborg siden 1984. 

Han er ædru alkoholiker, en af verdens bedste vintjenere og kandidat i anvendt filosofi. 

Vi har i den anledning stillet ham fem spørgsmål om forholdet til Aalborg. 

Jeg elsker Aalborg, fordi:

- Jeg opdagede, da jeg flyttede til Aalborg i 1984, hvor jeg blev student, at den var tilpas stor til overhovedet ikke at minde om Ringsted, hvor jeg kom fra. Samtidig opdagede jeg, at Aalborg slet ikke var lige så stor som København. Jeg oplevede virkelig en underlig og overraskende tilpasning. Der var en nærhed, og hvis man gik tur inde i centrum, kunne man godt se mennesker, som man genkendte, uden overhovedet at kende dem. Det gør man aldrig i København. Og omvendt. Hvis man gik tur i Ringsted,  var det kun mennesker, som man genkendte. Så hvis man havde en dag, hvor man ikke gad at møde nogen, som man kendte, var det en pine at bevæge sig udenfor. Så på en eller anden måde var der noget i Aalborg, som klikkede helt fra begyndelsen.

Jeg er mest stolt af Aalborg, når:

- Jeg har et problem med begrebet stolthed. I ordet stolthed ligger der et indbegreb af, at jeg har haft en indvirkning på noget, som jeg originalt har styret. Jeg bruger hellere taknemmelighed, for jeg er taknemlig for at være med i en periode. Hvis jeg overgiver mig til begrebet stolt, så vil jeg sige min andel i at udlære og inspirere en del af de mennesker, som arbejder i en restaurant i byen. Når jeg ser nordjyske restauranter markere sig med det, jeg vil kalde for ægte uprætentiøs, smuk kvalitet. Jeg har været med til at oplære de her mennesker i en eller anden grad, og det giver mening for mig.

Hvis jeg kunne ændre én ting ved Aalborg, ville jeg:

- Jeg ville nok rykke byen tættere på Bourgogne. Det ville være fedt bare at kunne tage hen til Bourgogne, også selvom man ikke drikker vin. Det er jo Frankrigs mave.

Mit favoritsted i Aalborg er:

- Jeg kommer til at tænke på Vikingeklubben Isbjørnen, hvor jeg har været helårsbader. Jeg har så mange minder, hvor jeg har siddet og kigget ud over fjorden, lige præcis derfra. Der sad jeg og følte mig fucked og skrøbelig, men selve idéen om at være i ly under himlen var beroligende. For hvis man er det, er man jo i ly alle steder. Det at troppe op klokken halv syv i mørke og snestorm, strippe sig selv, gå ud ad badebroen og hoppe ned i grødis. Jeg er så kuldskær, så det giver ingen mening. Men jeg har haft et par store depressioner og nogle mindre perioder, som har ligget tæt, og jeg vidste, at når jeg havde været nede i vandet, så var verden smuk.

Hvis jeg skulle beskrive Aalborg med ét ord, ville det være:

- Kosmoprovinsielt, som er en blanding af kosmopolitisk og provinsielt, og det leder mig i virkeligheden tilbage til mit svar på, hvorfor jeg elsker Aalborg.

Blå bog

Navn: Thomas Lysgaard

Alder: 57 år

Civilstatus: Forlovet

Titel/rolle: Filosof og medejer af Vinosoffen

Karriere: Udlært tjener og kandidat i anvendt filosofi

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste