Vild nytårsaften gav Gry en vild idé
Morgenen efter nytårsaften skal Gry Møller Jørgensen og hendes søster Cecilie til at rydde op efter festen med konfettirør sprunget til højre og venstre på gaden. En sur pligt efter en fed aften, men det skal jo til, for plastikkonfettien fjerner ikke sig selv.
Den morgen kom Gry og Cecilie på en sjov idé, som senere hen skulle blive deres fælles projekt og virksomhed. Nemlig bionedbrydeligt konfetti.
Iværksætteri
Gry Møller Jørgensen er 24 år og bosat i Aalborg. Til dagligt studerer hun industrielt design på Aalborg Universitet, men ved siden af studiet har hun start-up-virksomheden Bloom Burst Confetti sammen med sin søster Cecilie på 29 år.
- Jeg startede med at arbejde på ideen alene, og så startede jeg med at snakke med alle Rema 1000-butikker i Aalborg, om de ikke nok ville samarbejde med mig. Så jeg begyndte egentlig bare at køre rundt og indhente nogle aftaler, fortæller Gry.
- Vi var hjemme i min lejlighed til at starte med, hvor jeg kaldte veninder over for at plukke blomster, uddyber Gry om starten på hende og søsterens iværksætterrejse.
Konceptet
Bloom Burst Confetti henter blomster fra blandt andet supermarkeder, hvor de derefter får dem tørret og plukket hos Ressourcecenter Aalborg, så blomsterne derefter ender som konfetti.
- Så er der nogle borgere derude, som har ansvaret for at plukke det her konfet, og så bliver det faktisk solgt til eventsteder.
For Gry har cirkulær økonomi og bæredygtige løsninger altid været interessant, og noget som hun gerne vil arbejde med.
- Der er et kæmpe spild af blomster, som ikke bliver solgt. Så dem henter vi hver uge og kører dem ud på Ressourcecenter Aalborg.
- Jeg tror altid, at jeg har været ekstremt passioneret omkring skrald af en eller anden grund, og det lyder meget usexet, men sådan hvordan man kan bruge det, uddyber Gry.
Rejsen fortsætter
Nu har søstrene brugt sommeren på at finpudse Bloom Burst Confetti. Blandt andet på Roskilde Festival som en del af ‘The Circular Lab’ 2024, eller ved at afprøve testkanoner til konfetti sammen med deres far, så endnu flere kan nyde blomsterkonfettien til fester og events.
Iværksætterrejsen fortsætter dermed, og Gry fortæller os, at den næste tid skal bruges på at sælge konfettien til forskellige venues og skabe en mere effektiv produktion, så de kan levere til endnu større arrangementer.