U17-drengene indsamlede juletræer: – Det handler om den læring, der ligger i, at pengene ikke kommer af sig selv
GISTRUP: For sjette år i træk har årgang 2009 i LKB Gistrup samlet juletræer ind.
U17-fodbolddrengene fra LKB Gistrup har indsamlet juletræer i Gistrup, Klarup, Sdr. Tranders og Gug for et beskedent beløb på 35 kroner. Herefter er juletræerne afleveret på genbrugspladsen i Storvorde.
Sammen med forældre og frivillige omkring holdet foregik indsamlingen søndag den 28. december.
– Drengene er efterhånden så store, at de selv kan køre ud og hente træerne næste år, fortæller Jens Jørgen Møller Nielsen, der er holdleder for U17-drengene i LKB Gistrup.
Ikke samme succes som sidste år
I alt fik U17-drengene indsamlet 80 juletræer.
– Det er gået fint nok. Vi har ikke indsamlet så mange træer som sidste år, hvor vi indsamlede 157 juletræer, fortæller Jens Jørgen Møller Nielsen.
At indsamlingen ikke gik lige så godt som sidste år, kan ifølge Jens Jørgen Møller Nielsen skyldes, hvordan juledagene er faldet i år.
– Vi tænker, at det handler om det tidspunkt, vi har gjort det på. Der er for få dage efter anden juledag, hvor indsamlingen har kunnet lade sig gøre. Der er også nogle, der har spurgt, om ikke vi kunne vente til efter nytår, men det ville være for stor en logistisk udfordring.
Selvom indsamlingen ikke var samme succes som sidste år, har det alligevel været en god oplevelse for holdet at samle juletræer ind sammen.
– Selvfølgelig får vi en skilling ud af arbejdet, men det handler mere om den læring, der ligger i, at pengene ikke kommer af sig selv. Man er nødt til at bidrage. Der ligger også noget socialt i det, fortæller Jens Jørgen Møller Nielsen.
Pengene går til fællesskabet
U-17 holdet er glade for alle dem, der har valgt at støtte deres indsamling.
Pengene, som er blevet samlet ind via juletræsindsamlingen, går til U17-holdets holdkasse.
De går derfor til at skabe fælles oplevelser for spillerne.
– Så kan vi købe sodavand eller lave nogle sociale arrangementer. Vi har bl.a. været en tur i Sverige sidste år, og vi har været til cups rundt omkring i landet. Pengene går til, at vi kan have det sjovt sammen, fortæller Jens Jørgen Møller Nielsen.
Og fællesskabet er noget, de går meget op i på U17-holdet i LKB Gistrup.
– Vi er jo en efterskoleårgang. 22 af vores 33 spillere går på efterskole. Det er en svær årgang at holde sammen på, men vi bilder os ind, at vi har lavet nogle gode ting, der fastholder drengene. Målet er, at alle dem fra efterskole vender helt tilbage igen, når efterårssæsonen starter i 2026.
I øjeblikket er det for det meste kun de 11 spillere, der ikke er på efterskole, som træner med i hverdagen. Men der bliver skrevet ud til alle spillere, når der skal spilles kamp i weekenden.
Juletræsindsamlingen, ifølge Jens Jørgen Møller Nielsen, er med til at skabe det sociale sammenhold for U17-drengene.
– Jeg tænker, at vi laver juletræsindsamling igen næste år, og så kan det være, at vi får en yngre afdeling med – vores spillere er jo efterhånden ved at være gamle, lyder det med et smil fra Jens Jørgen Møller Nielsen.