Træner er glad for finaleplads: Hos AK Jyden vægter de kammeratskabet højt
AALBORG: Det er ikke kun Thorbjørn Østerbæk og hans forældre, der er stolte over, at han er blandt de tre finalister til prisen Fremtidens Idræt for Børn og Unge ’Årets Holdkammerat’, der bliver uddelt til Sport 2025.
Det er de også i brydeklubben AK Jyden, der ligger på Skydebanevej 11. Her vægter man kammeratskabet højt.
Det fortæller Vagn Mølbjerg Larsen, der er træner i brydeklubben og også træner for Thorbjørn Østerbæk.
- Der var nogle forældre, der blev meget stolte, men vi blev også stolte som klub over, at en dreng, der træner her, er udvalgt som en af de tre finalister.
Det gode miljø
- En sådan pris kan vise, hvor fantastisk et sted, der er her, og måske kan det tiltrække flere brydere – det håber vi da. Alle er velkomne her, fortæller Kristian Østerbæk, der er far til Thorbjørn Østerbæk og medlem af klubbens bestyrelse.
Hos brydeklubben AK Jyden går man op i, at det skal være et trygt sted at være.
- Når vi er her, er det venskaberne, der er vigtige. Nogle gange har forældrene svært ved at få deres børn med hjem efter træning hernede, fortæller Vagn Mølbjerg Larsen og smiler stort.
Han fremhæver, at det er vigtigt, at de unge brydere tidligt lærer, at de er holdkammerater og ikke modstandere i AK Jyden Brydning, for man kan hurtigt tro, at man er modstandere, når man brydes med hinanden.
- Vi har også en regel om, at mobiltelefoner skal pakkes væk, når vi er ude til stævner. Når en bryder er på madrassen, er man der for at støtte, fortæller Vagn Mølbjerg Larsen.
Det er desuden vigtigt for brydeklubben, at man taler pænt til hinanden.
Al negativ adfærd bliver stoppet i opløbet.
- Alle smådrillerier og mobberier stopper vi, før det udvikler sig. Det er vi meget opmærksomme på som trænere – især på de yngre hold. De større hold er som regel skolet – de ved godt, hvordan vi gerne vil have, det er hernede, fortæller Vagn Mølbjerg Larsen.
Thorbjørn Østerbæk er et meget godt bevis på det gode miljø, der findes hos AK Jyden.
- Det er også klubben og trænerens fortjeneste, at miljøet er så godt, og at der er så mange unge brydere i salen. Dårlig adfærd overfor hinanden tolereres ikke, fortæller Kristian Østerbæk.
Kan hjælpe mange børn
- Det er jo en kampsport. Man kan nok ikke rigtig bruge det i skolen, men man bliver stærkere end sine skolekammerater, så derfor skal man også vide, at man skal opføre sig ordentligt, og at det overhovedet ikke skal bruges udenfor brydelokalet, fortæller Vagn Mølbjerg Larsen.
Derfor sørger AK Jyden for, at der i brydelokalet bliver skabt faste og trygge rammer, så det er meget klart for de unge brydere, hvordan man skal opføre sig.
- Man kommer ind i faste rammer, og man ved, hvad man må og hvad man ikke må. Jeg tror også, at det er med til, at bryderne får en positiv udvikling som personer, fortæller Vagn Mølbjerg Larsen.
Træningen er hård og disciplineret, men når træningen er overstået, er der god plads til hygge og sjov.
- Man kan komme af med nogle frustrationer på madrassen og stadigvæk have det gode kammeratskab, som Thorbjørn eksemplarisk viser, fortæller Vagn Mølbjerg Larsen.
Vagn Mølbjerg Larsen tror også, at brydning kunne være en god sport for mange unge mennesker.
- Jeg tror, vi kan hjælpe rigtig mange børn. Vi har haft børn fra specialskoler ude at træne i vores klub, og det har været en stor succes.