Billede beskrivelse

Tine var færdig med at drive butik – nu fylder hendes forretning to år

Ifølge indehaveren har butikken fået den vildeste modtagelse

25. juni 2023 kl. 15.35

AALBORG: Det var ikke meningen, at Tine Lund skulle være butiksejer igen, da hun for tre år siden flyttede til Aalborg og startede i nyt job som lægesekretær.

Hun troede, at det kapitel var overstået efter 11 år med butik i Viborg, men i dag står hun som indehaver af nichebutikken Something by Tine Lund og kan snart fejre toårs fødselsdag.

- I 2013 solgte havde jeg solgt begge mine butikker, og jeg besluttede mig for, at jeg ikke skulle have butik igen. Men der skete forskellige ting, og nu står jeg her, fortæller hun.

Som at flippe en kontakt

Kort tid efter, at Tine Lund startede i jobbet som lægesekretær, blev hun ramt af noget helt uventet og var nødt til at sygemelde sig i en periode.

Billede beskrivelse

- Jeg fik en blodprop i hjernen, og da jeg vendte tilbage, var jeg ved at erhverve mig en varig hjerneskade på grund af presset, jeg følte, siger hun og fortsætter:

- Jeg var stadig ny i jobbet og havde ikke fået nogle arbejdsrutiner. Det blev simpelthen for svært.

Men en dag sagde hendes kæreste noget, som fik hende til at genoverveje situationen.

”Du kan også åbne en butik,” lød ordene.

- Og det gav mening, fordi jeg skulle lave noget, som var rutine for mig, og hvor jeg ikke skulle tilegne mig ny viden. At drive butik sad simpelthen på rygraden, og det var som om, jeg bare skulle flippe en kontakt.

Den vildeste modtagelse

I Something by Tine Lund, som ligger på Nørregade 27, kan man blandt andet finde tøj, smykker, brugskunst, interiører, kunst og retrovarer, men varesortimentet bliver finpudset hele tiden.

- I starten forsøgte jeg at ramme bredt i forhold til stil og vareudvalg, men nu har jeg valgt at all in på mine egne favoritter. Hvis jeg ikke selv vil have det med hjem, kommer det heller ikke i butikken.

Billede beskrivelse

I første omgang var visionen, at forretningen bare skulle løbe rundt. Mandag skulle være en fridag, og når hun var på ferie, ville hun lukke butikken.

Men i dag er det en helt anden situation.

- Min butik har fået den vildeste modtagelse. Jeg har fået masser af stamkunder rigtig hurtigt, og jeg har bare de sødeste kunder.

- Jeg føler mig virkelig privilegeret, og jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle blive så godt så hurtigt. Vi har en omsætningsfremgang, der siger sparto, fortæller Tine Lund.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste