Billede beskrivelse

Tine trodser angsten til DM i issvømning: - Nu vil jeg svømme 100 meter

25. februar 2024 kl. 14.01

Kunne du forestille dig, at svømme 50 meter rygcrawl i tre grader koldt havvand?

Nej vel? Men det er lige præcis, hvad Tine Steensgaard Bach præsterede til DM i issvømning i sidste måned.

Se også
Tine lever med angst og PTSD: Nu skal hun til Danmarksmesterskaberne i Issvømning

Til trods for den angst- og PTSD-diagnose, som Tine lever med, lykkedes det hende at gennemføre de fire discipliner, hun stillede op i. 

Og så kom hun endda hjem med en sølvmedalje og en bronzemedalje i to af dem.

Men det var heller ikke helt nemt at nå dertil.

Tine stillede op i følgende discipliner for hendes alderklasse:

  • 25 meter bryst
  • 25 meter fri, hvor hun fik en bronzemedalje
  • 50 meter fri
  • 50 meter rygcrawl, hvor hun fik en sølvmedalje
Billede beskrivelse

Var lige ved at vælte

Om fredagen, hvor Tine skulle af sted sammen med de andre klubmedlemmer fra Vinterbaderklubben Isbjørnen, fik hun en uventet besked.

En besked, der var lige ved at vælte hende.

- Jeg får at vide, at vi ikke måtte svømme med havtaske, men i stedet skulle have sådan et bælte rundt om maven, fortæller hun og fortsætter:

- Men det var jo det, jeg havde trænet op til og sat mit mindset efter. Så det slog mig egentlig ret meget ud.

Sådan en ændring kan virke lille, men når man lever med angst og PTSD, som Tine, kan det have store psykiske og følelsesmæssige konsekvenser.

Alligevel kastede hun sig ud i de første discipliner under de nye spilleregler.

- Jeg svømmede mine 25 meter bryst og 25 meter fri om lørdagen, men lørdag aften snakkede jeg med de andre om, at jeg simpelthen ikke troede, jeg ville kunne klare søndagens discipliner uden den havtaske, fortæller hun.

Billede beskrivelse

Bad om hjælp

Tine kunne have kastet håndklædet i ringen og sagt stop. Men i stedet valgte hun at gøre noget endnu mere modigt:

Hun bad om hjælp.

- Jeg skrev til Henry, som er bestyrer af Issvømning Danmark, og fortalte at jeg døjede med angst og forklarede det med havtasken, fortæller hun.

Og i samråd med overdommeren og stævnelederen blev Tines anmodning om at deltage med havtaske godkendt.

Billede beskrivelse

- Jeg sagde også til Henry, at det var ok, hvis kommentatoren nævnte det med min angst, siger Tine og uddyber:

- Så behøvede jeg ikke at tænke på, hvad alle andre tænkte om, at jeg som den eneste svømmede med havtaske. Men også fordi det måske kunne inspirere andre til at gøre noget, som de ikke tror, de kan. Og til at turde at bede om hjælp.

Billede beskrivelse

Mod avler mod

Udover en sølv- og bronzemedalje er Tine også vendt hjem med en masse personlige sejre. 

Og dét har givet hende modet til fortsat at skubbe sine grænser.

- Jeg svømmede de der 50 meter rygcrawl på 56 sekunder. Så på søndag, hvor der er klubmesterskab i Aalborg, har jeg meldt mig på 100 meter fri, siger hun næsten overrasket og stolt, og understreger:

- Jeg ved ikke, om jeg gennemfører de 100 meter, men altså. Nu gør jeg noget vildt igen.

Tine har meldt sig til tre discipliner til klubmesterskaberne i issvømning i Aalborg denne søndag, og herfra skal lyde et brølende held og lykke!

Klubmesterskaberne i issvømning er åbent for offentligheden og foregår i Vestre Fjordpark.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste