Billede beskrivelse

Sygeplejersken Tanja spreder smil med sine flotte frisurer

24. november 2023 kl. 05.58
Opdateret kl. 08.58

Det er måske ikke hver morgen, man vågner op med overskuddet til at gøre noget ekstra ud af sig selv, men for sygeplejerske Tanja Kiib Jensen er sagen en anden. Når hun skal møde på arbejde, går hun ikke på kompromis med morgenritualet foran badeværelsesspejlet. Tanja er nemlig kendt for sin ekstraordinære arbejdsuniform: en hårfrisure, der lyser op som en stjerne på nattehimlen. Og dét kræver altså en smule ekstra tid.

Billede beskrivelse

En kreativ vinkel på uniformsetiketten

Da Tanja Kiib Jensen startede som sygeplejerske tilbage i 2016, blev hun mødt med en, ifølge hende selv, lidt kedelig uniformsetikette.

- Håret må ikke gå længere end til skuldrene, og jeg har altså meget langt hår, siger en smågrinende Tanja og fortsætter:

- Så jeg startede med at lave mange fletninger i håret og sætte dem specielt op, og det reagerede både patienter og kollegaer på.

Hun startede altså i den mere afdæmpede ende af hårpragtens skala. Det var først, da Corona-pandemien ramte, at det for alvor stak af i lyskæder, glitterads og julepynt.

Humørspreder i en svær tid

Under Corona-pandemien, hvor sygeplejerskerne skulle bære mundbind, fandt Tanja en måde at bringe lidt lys og glæde ind i situationen: Hun pyntede sit hår med en lyskæde og perler.

- De andre sygeplejersker syntes bare, det var megasjovt, og derfra tog det fart, fortæller en glad Tanja.

Kollegaerne overbeviste Tanja om, at glæden skulle spredes med flere end bare dem på afdelingen. Det blev både til et opslag på Aalborg Universitetshospitals Facebook-side, der genererede over 3000 likes og hundredevis af kommentarer. Og sidenhen blev det også til en Instagram-profil, hvor blandt andet patienter og pårørende, der har mødt Tanja, følger med i hendes kreative gesjæft.

Ud over at sprede glæde og smil, gør hendes dekorerede isse også jobbet som sygeplejerske lettere – især når hun arbejder med børn.

Billede beskrivelse

- Det er en god indgangsvinkel til børn. De bliver trygge og vil gerne lege med mig, og så bliver det nemmere at lave de undersøgelser, jeg skal, fortæller hun.

Familie, venner og patienter støtter op

Tanjas kreative påfund er altså til glæde for både afdelingens personale, patienter og pårørende. Ligeledes nyder Tanjas familie også at høre om sygeplejersken, der gør en forskel med sit flotte hår, når hun omtales i forskellige medier og på internettet. 

Tanjas hårprojekt modtager så stor opbakning, at både familie, venner og sågar patienter indsamler alskens farverig pynt og finurlige dimsedutter til Tanja, som hun så kan bruge til at pifte lidt liv i sin ellers hvide kittel.

- Smil smitter, siger Tanja og konstaterer: Så vil man gerne stå lidt ekstra tidligt op.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste