Billede beskrivelse

Spædbørnsforældre efterlyses til verdensstudie

13. juni 2024 kl. 14.02

Børneafdelingen på Aalborg Universitetshospital leder efter forældre til spædbørn, der ønsker at deltage i et vigtigt forskningsprojekt.

– Det er et stort studie, et verdensstudie, hvor man har lavet en ny vaccine til at beskytte mod meningitis, fortæller Søren Hagstrøm, overlæge på Børne- og Ungeafdelingen på Aalborg Universitetshospital.

Formålet med projektet er at udvikle bedre beskyttelse mod meningokokbakterien, som kan forårsage den alvorlige sygdom meningitis.

Se også
Amalie fik idéen til sin virksomhed, da hun var til begravelse

Meningitis er en betændelsestilstand i hjernens beskyttende hinder, og infektion med meningokokker kan have livstruende konsekvenser.

– Vaccinen forebygger meningokok meningitis, der kan være dødelig. Der har kun været omkring 16 tilfælde i år, så det er ikke en hyppig sygdom i Danmark, men en alvorlig sygdom, fortæller Søren.

Sygdommen rammer mennesker i alle aldre, men især børn i alderen 0-4 år er mest udsatte.

– Der findes en vaccine, som kan gives til helt små børn, og nu har de lavet en ny vaccine, som formentlig er bedre og virker bedre, og det er det, vi skal undersøge, siger Søren.

Hvem kan deltage

Hvis dit barn er mellem 5 og 7 måneder gammelt, kan I være med til at gøre en forskel.

– Alle babyer bliver vaccineret, men der bliver trukket lod om, man får den vaccine, som man allerede kan købe, eller den nye. Det er simpelt at være med; barnet skal være almindeligt rask og cirka et halvt år gammelt og vil blive vaccineret to gange, fortæller Søren.

Se også
Krisecenter i Aalborg modtager stor donation til at hjælpe voldsramte kvinder

Deltagelsen er frivillig, og alle oplysninger vil blive behandlet fortroligt.

– De vacciner, som bliver brugt i studiet, er kendte vacciner, som over 11 millioner er blevet vaccineret med, siger Søren.

Ved at deltage i et forsøg på at finde en bedre vaccine, som virker bedre, er du med til at fremme viden og optimere metoder til at beskytte børn mod meningokokinfektioner.

Se også
Stolt Stine sætter vild verdensrekord: – Jeg var allermest presset om natten

– På de 11 millioner, som er blevet vaccineret med vaccinen, er der ikke fundet nogen alvorlige bivirkninger. Så derfor ved vi, at den er sikker at give. Men når man kun er et halvt år gammel, kan det godt være, at vaccinen ikke helt slår an, fortæller Søren.

Tag del i kampen mod meningitis

Søren Hagstrøm håber, at forældre vil tage imod muligheden for at bidrage til et livsvigtigt forskningsprojekt.

Sammen kan vi arbejde hen imod en fremtid, hvor børn er bedre beskyttet mod meningokokbakterier på verdensplan.

Kontaktoplysninger

Interesserede forældre kan henvende sig via e-mail til MEQ00089@rn.dk eller ringe på telefon 97663372. Telefonen er åben alle hverdage mellem kl. 10-12.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste