Søren flytter sin "guld"-forretning nordpå - og seksdobler størrelsen
Søren Ørnbøl har et problem - men heldigvis for ham er det et luksus ét af slagsen.
Virksomheden Gammelt Guld er blevet for stor til de omtrent 240 kvadratmeter, man har i dag i det sydvestlige Aalborg - og derfor rykker Søren Ørnbøl snart teltpælene op og rykker nordpå.
Således åbner han pr. 1. februar i det nye år ny butik - denne gang på 1600 kvadratmeter - i Sæsing tæt på Tårs og Østervrå i Vendsyssel.
- Jeg håber på, at det nye sted bliver endnu federe end det nuværende, konstaterer Søren Ørnbøl, der oprindeligt startede konceptet i sin lejlighed.
Efterfølgende er virksomheden dog blevet for stor til lokalet på Fredrikstadvej, og mens Søren Ørnbøl har travlt med at indsamle møbler fra hele Danmark - og samtidig sælger dem videre til hele verden - stiller det også større krav til opbevaring og udstilling.
Og derfor var en opgradering af butikken nødvendig.
- Det går bare stærkt, og jeg har virkelig travlt. Men jeg skal have plads til det hele, og så var det altså nødvendigt at komme i noget større. Jeg har kigget mig vidt omkring, også i Aalborg, men der har ikke været noget i den rigtige størrelse til den rigtige pris, siger han og tilføjer:
- Jeg har tænkt længe over det, men jeg kom frem til, at det simpelthen var nødvendigt at komme i nogle større lokaler, så potentialet for virksomheden i langt højere kan indfries.
Indfri potentialet
Arbejdet med at klargøre de mange nye kvadratmeter i Sæsing er Søren Ørnbøl allerede i gang - og samtidig skal han have lukket de nuværende lokaler ned.
Han står som udgangspunkt stadig med det meste på egen hånd, og det er derfor også en hektisk tid, han går i møde.
Han satser dog på, at han i fremtiden kan tilknytte flere medarbejdere, der kan hjælpe til i ny og næ - og aflaste Søren Ørnbøl, der gerne bruger op mod 70 timer om ugen på Gammelt Guld.
Dog bliver det med forventningens glæde, at han slår dørene op til sit nye sted i det nye år.
- Jeg regner med at gå all-in på åbningen 1. februar med pølsevogn og lang åbningstid - og forhåbentlig mange gæster og kunder, siger Søren Ørnbøl.
Gammelt Guld flytter ind på adressen Sæby Landevej 413 - som nævnt - 1. februar.