Skal dit arrangement peppes op? Mike brænder for kvalitetsrom og gode historier
- Min kone plejer at sige, at jeg er helt høj, når jeg kommer hjem fra et arrangement, fortæller han
AALBORG: En skuffende romsmagning ved en polterabend blev begyndelsen på Mike Kirchs hobbybaserede virksomhed, Rommanden.
- Den levede bare ikke op til mine forventninger. På et tidspunkt sagde jeg til de andre, at det kunne jeg gøre bedre, og de holdt de mig op på senere.
Inden det første romsmagningsarrangement brugte han en god mængde tid på at sætte sig ind i de mindste detaljer ved rom – en stor del vidste han i forvejen på grund af sin store og mangeårige interesse for rom.
- Og så har det jo bare taget fart derfra. Jeg synes, det er sjovt at have kontakt med mennesker på den måde og give dem en oplevelse, fortæller han.
Fortællingen om piraten
Når Rommanden afholder romsmagninger, byder han på smagsoplevelser fra tre stilarter: den spanske, engelske og franske.
Og mens man tager en slurk af glasset, står han klar til at gå i dybden med fortællinger om de forskellige slags rom.
- Jeg lægger meget vægt på historierne, der ofte følger med en flaske rum. Det er bare en fed sammensætning, når man kæder den gode smag sammen med en spændende historie.
- Jeg fortæller selvfølgelig også om den tekniske viden, men det er sjældent det, folk husker dagen efter. Det er historierne om eksempelvis den pirat, en rom er opkaldt efter – og fortællingen om ham.
Livets dessert
Derfor er det netop den gode oplevelse, som er i centrum, når Mike Kirch underholder til arrangementer.
- Min kone plejer at sige, at jeg er helt høj, når jeg kommer hjem fra et arrangement. Jeg synes, det er så fedt at give folk noget, som de husker.
En del af oplevelsen er også, at man får kendskabet til, hvor alsidig rom er, og det er en af de ting, som betager ham.
- Jeg plejer at sige, at rum er livets dessert, og alle kan være med på et eller andet plan.
- Når folk siger, at de ikke bryder sig om rom, skyldes det, at de ikke har smagt den rigtige. Rom er så alsidig, og det er en af de ting, jeg gerne vil udbrede, slutter han.