Billede beskrivelse

Simon udgiver ny bog: – Jeg håber, at unge kan spejle sig i den

15. april 2025 kl. 06.03

Bøger, bøger og endnu flere bøger.

Der er ikke meget tvivl, når man træder ind på Simon Zanders hjemmekontor i Vadum: Her bor en vaskeægte bognørd. Men sådan har det faktisk ikke altid været.

Før corona ramte, fyldte bøger ikke ret meget i Simons liv. Men mens verden gik i stå, gik Simon i gang. Han satte sig til tasterne – og siden er det blevet til hele fem bøger.

– Jeg har altid elsket fantasy og de der fantastiske universer – og jeg har nok også altid drømt om at skrive en bog. Men det blev bare aldrig rigtig til noget. Der var jo aldrig nogen, der lige fortalte mig, hvordan man egentlig gjorde. Men så kom corona, og pludselig sad vi alle sammen derhjemme med alt for meget tid. Og så gik det op for mig: Jeg kunne jo bare prøve at sætte mig ned og skrive.

Seneste skud på stammen er "Gustav på cooldown" – en historie om gaming, store følelser og om at finde sig selv midt i det hele.

Gaming, følelser og første forelskelse

I Simons nyeste bog hedder hovedpersonen Gustav. Han er en helt almindelig fyr, som elsker at game.

En dag møder han Lukas i spillet, og de bliver venner. Drengene begynder at ringe sammen, og pludselig begynder noget at krible indeni Gustav.

– Det handler om alt det der med: Hvem er jeg egentlig? Hvordan fortæller jeg lige min familie, at jeg er blevet forelsket i en fyr?

I bogen oplever Gustav også, hvordan tonen online er hård og sommetider homofobisk, hvilket ikke gør det nemmere for ham.

Bogen henvender sig til udskolingen, og formålet med den er klart:

– Jeg vil gerne give noget, som de unge kan spejle sig i. Det var der ikke meget af, da jeg var barn i 90’erne.

Simon er selv homoseksuel og har selv oplevet det at mangle noget at spejle sig i.

– De bøger, jeg læste, handlede jo om prinsen, der skulle have prinsessen. Det, jeg følte indeni, blev på ingen måde normaliseret. Jeg mødte det jo ingen steder. Det gjorde man jo ikke dengang, og man talte heller ikke så meget om det.

Noget, der bare er

Temaer om køn og seksualitet dukker ofte op i Simons bøger. Ikke som det store drama. Ikke som et overraskende plot twist. Men som noget, der bare er der.

– Jeg håber virkelig, at de unge, der læser mine bøger, kan spejle sig i dem. At de kan tænke: ”Okay, det her minder om mig.” Men også at alle andre kan læse med, så det hele forhåbentlig bliver mere normalt, fortæller han og fortsætter:

– For hvis man har mødt det i en bog, er det måske heller ikke så fremmed, hvis en klassekammerat en dag springer ud.

"Gustav på cooldown" er ude nu, og Simon har allerede flere bøger i støbeskeen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste