Billede beskrivelse

Signes luciaoptog spreder glæde på Aalborg Universitetshospital

24. november 2023 kl. 13.01

Det er en smilende Signe Bastholm Andersen, der møder os i foyeren på Aalborg Universitetshospital. Her har vi aftalt at mødes, fordi Signe nu for andet år i træk har samlet et kor til at gå luciaoptog for de indlagte her. For hende er det en stor glæde at kunne bringe lidt af livet udefra med ind på sygehuset. Også til de patienter, som er hårdest ramt.

- Jeg synes, det er så vigtigt at sætte fokus på, fordi der faktisk er mennesker, som bor her og har deres dagligdag herude. Og de kan ikke bare lige tage ud til en koncert selv, fortæller Signe.

Lyset i mørket

Signe har selv haft sorgen tæt inde på livet, og det er faktisk også der idéen om koret udsprang.

- Den her akut modtagelse, som jeg sad helt alene på dengang, blev lige pludselig til et helt andet rum, fortæller en hudløs ærlig Signe. At planlægge Luciaoptoget og den rute, de skal gå gennem hospitalet, var en helende oplevelse for hende.

- Så i dag overlever jeg ikke længere bare. I dag lever jeg og har fået livsglæden tilbage, og den vil jeg gerne give videre.

Et stort kor vil sprede glæden

Signe er ikke ene om at ville sprede glæden. I år er de over tyve mænd og kvinder, der går med i optoget den 13. december. De fleste af deltagerne er tidligere og nuværende sangere, som Signe har fundet ved at skrive ud i Facebookgrupper for lokale sangere.

Koret øver én gang op til luciaoptoget hos organisten Hanne Møller, der i øvrigt er en stor støtte for Signes hjertevarme projekt. Hanne lægger lokale til, når koret skal øve, hjælper med at arrangerer korets stemmer og skaffer lys og kjoler til koret.

Mere sang til hospitalerne

Signe har også en lille drøm om at udvide konceptet. Hun forestiller sig, at patienter, pårørende og personale på sygehuset nok ikke vil have noget imod flere besøg fra det syngende kor. Det kunne for eksempel udvides til også at blive til et forårs-, sommer- og efterårsbesøg.

Vil du være med i koret?

Luciaoptoget foregår altså den 13. december på Aalborg Universitetshospital, men du kan desværre ikke nå at være med i koret i år.

Skulle du til gengæld have lyst til at være med i koret næste gang, eller måske vil du gerne hjælpe til med at føre Signes forårsdrømme ud i virkeligheden, så kan du kontakte hende på mail: Bastholm8@gmail.com

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste