Billede beskrivelse

Rikke og kollegaerne bestemte sig for at holde fest inden middagsluren

08. maj 2024 kl. 13.30
Opdateret kl. 16.24

Onsdag d. 8. maj er også kendt som Dagplejernes Dag. Det vidste du måske ikke, og det kan måske skyldes at den ikke er blevet markeret i Aalborg de seneste år. 

Her kan man se en parade af pyntede barnevogne og glade børn med flag sammen med deres kommunale dagplejer på vej mod fest et sted i byen. Der er bare ingen, der har taget initiativet til at holde festen i Aalborg Kommune, og det synes Rikke Løiborg Havvar en skam. 

Dagplejernes Dag

Dagplejens Dag er en årlig begivenhed den 2. onsdag i maj.

På dagen afholder dagplejere i Danmark udflugter og arrangementer med børnene.

Formålet med dagplejernes dag er at synliggøre dagplejen og det store stykke arbejde dagplejerne går og laver i det daglige.

Derfor bestemte hun sammen med kollegaerne i Vejgaard sig for selv at gøre noget ved det.

- Vi vil gerne samles og fejre hinanden og vores arbejde og vores søde børn. Når man er dagplejer derhjemme, så ser man ikke nødvendigvis sine kollegaer så tit, så det trængte vi til, og ville gerne gøre lidt ekstra ud af det. Samtidig er det en måde for os at gøre lidt reklame for de kommunale dagplejere, og det arbejde vi udfører, forklarer Rikke.

Billede beskrivelse

Fantastisk sammenhold i Vejgaard

I dag mødtes hun og knap 30 andre dagplejere derfor med hinanden i Vejgaards bymidte. Forinden marcherede de gennem byen med balloner og sang. 

På torvet ventede legetøj, sæbebobler og musik samt boller, kage, juice og gaver sponsoreret af Brugsen, Netto, Rema1000, Spar Nord, Nordjyske Bank og P&P i Vejgaard.

- Vi er virkelig taknemmelige for, hvor mange der har haft lyst til at bakke op om vores fest i dag - og endda med relativ kort varsel. Det viser bare, hvor fantastisk sammenholdet er i Vejgaard, og hvor meget man kan få stablet på benene på kort tid, når man løfter i flok, siger Rikke.

Billede beskrivelse

Det blev til en hyggelig time sammen i bymidten inden barnevognene atter trillede hjem.

- Vi skal jo tilbage og have en rugbrødsmad og sove til middag, så det er ikke den slags fest, der varer hele natten, siger Rikke med et smil.

- Men den er bare rigtig vigtig for os og rigtig sjov for vores børn. Jeg regner bestemt med, at vi gentager successen næste år, slutter hun. 

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste