Poul og Helle er ildsjæle: - Vi gør det for klubbens skyld
AALBORG: Da jeg trådte ind på anlægget på Scoresbysund 5, blev jeg mødt af en atmosfære, der oser af historie, sammenhold og engagement.
Her bliver jeg mødt af to personer, der på mange måder indkapsler alt det, der gør Aalborg B52/AFC til noget helt særligt: Poul Olesen, der har været seniorformand i klubben i 33 år, og Helle Eskildsen, som har haft et utal af roller – blandt andet som holdleder, formand og nu kasserer.
Det er to mennesker, der i dén grad rummer det ægte foreningsgen.
Både Poul og Helle er hædret med DBUs sølvnål, en hæderspris fra DBU, DBU Jyllands sølvnål og er æresmedlemmer i Aalborg B52/AFC. Det er to personer, der ikke gør noget for egen vindings skyld, men for klubben og fællesskabet.
- Vi gør det for klubbens skyld. Ikke for os selv, fortæller de begge, og med et smil tilføjer Helle:
- Der har da været perioder, hvor man kunne have lyst til at smide hele lortet. Når man ikke kan finde folk til at hjælpe, kan det være hårdt, men vi bliver jo og får tingene til at lykkes.
Poul og Helle har oplevet store forandringer gennem årene.
- Dengang var der en helt anden iver efter at spille fodbold. Man så det som en ære at være på førsteholdet, og der skulle virkelig meget til, før man meldte afbud, siger Poul.
- Dengang indrettede man både ferier og weekender efter turneringsplanen – også efter man fik børn. I dag prioriteres der anderledes. Der er useriøse og ofte sene afbud til kampene, hvilket er til stor frustration for trænere og ledere, føler Poul.
- Der er desuden en tendens til, at mange hellere vil spille sammen med kammerater end på de højere rangerende hold – herunder førsteholdet. I gamle dage var det en ære at spille på førsteholdet, og den ændring skaber i dag nogle trælse problemstillinger.
I klubbens storhedstid var der 600-700 medlemmer – på et tidspunkt helt oppe omkring 800. I dag tæller klubben omkring 300 aktive og 50 passive medlemmer.
Det er en udfordring, som B52/AFC møder med opfindsomhed. Sponsorer er svære at finde, men klubben tænker kreativt for at skaffe midler. Blandt initiativerne er uddeling af affaldsposer i området, hvor spillerne hjælper til på op til ti forskellige ruter, samt den traditionsrige Rema 1000 Cup for U6–U12-hold, der samler hele klubben til en dag med grill, cafeteria og fællesskab.
Tidligere var Bodega Cup og Rockgalla i Mølleparken store indtægtskilder – sidstnævnte med stjerner som Gary Moore, Bryan Adams, Dr. Hook, Kim Larsen, Gnags og TV2.
- Det var en helt særlig tid, fortæller Poul.
- Rockgallaen betød meget for sammenholdet og gav klubben et stort overskud hvert år.
Aalborg B52/AFC har altid været mere end blot en fodboldklub – det er et socialt samlingspunkt.
- Vi ser os selv som en klub, hvor man bliver. Folk skifter ikke bare, siger Helle.
I cafeteriaet er der mad til alle – og til fornuftige priser. Her er der både svine- og kyllingepølser, to friturer til nuggets og et smil bag disken.
Historien bag klubben er lang og rig. AFC blev stiftet i 1935 af en gruppe unge arbejdsledige bagersvende, mens B52 opstod i 1952 under navnet Holbergsgades Boldklub – stiftet af den blot ti-årige Kjeld Ranum, der førte klubben videre under sit nye navn.
I 1972 fusionerede de to klubber til B52/AFC, og året efter stod et nyt anlæg klar på Scoresbysundvej. Dengang var klubben Jyllands tredjestørste.
Klubben har været pioner på flere fronter – både når det gælder udvikling af faciliteter og involvering af frivillige. I 1976 blev den omtalt som Aalborgs største fodboldklub med 800 aktive spillere fordelt på 50 hold.
I 1987 rykkede kvinderne op i landets bedste række, og i 1998 blev Helle Eskildsen klubbens første kvindelige formand. Året efter vandt klubbens damejuniorhold sølv i DM-rækken, og i 2005 blev pigejuniorholdet Danmarksmestre efter en 7-0-sejr over Skovlunde.
Klubben har også haft prominente navne forbi. Blandt tidligere spillere er håndboldprofil Lærke Møller, der også var dygtig fodboldspiller, men valgte håndbold, samt Nadia Nadim.
Poul og Helle griner lidt, da de nævner Mette Frederiksen (Danmarks nuværende statsminister) også har spillet i klubben.
- Der er ingen tvivl om, at Mette er en langt bedre politiker end fodboldspiller, siger de med et glimt i øjet.
På herresiden har klubben fostret profiler som Jimmi Nielsen, tidligere AaB-målmand, Jacob Krüger, også AaB-spiller, og Wessam Abou Ali, der efter en svær start i både AaB og Vendsyssel FF, for alvor har blomstret hos Sirius i Sverige, videre til den egyptiske storklub Al-Ahly, hvor han scorede 28 mål i 35 kampe, og nu er solgt til Columbus Crew i USA.
Den seneste tid har Aalborg B52/AFC fortsat været i fremgang. Klubben blev kåret som Årets Fodboldklub i DBU Jylland 2020, blandt andet for sin store frivillige indsats, sociale initiativer og evne til at skabe et miljø, hvor alle føler sig velkomne.
Klubben har haft en markant vækst i ungdomsafdelingen over de seneste ti år – især drengeafdelingen er næsten fordoblet. I dag har klubben over 20 nationaliteter repræsenteret blandt ungdomsspillerne og samarbejder tæt med lokale skoler.
Der tilbydes også Hot Spot-aktiviteter og Get2Sport-fodboldskoler, hvor nye spillere bliver rekrutteret og fastholdt. Det er et levende bevis på, hvordan klubben forener mangfoldighed, sport og fællesskab.
Under Corona-tiden viste trænerstaben også klubfølelse og sammenhold, idet de alle gik 20 procent ned i omkostningsgodtgørelse for at støtte klubben.
Facilitetsudvikling har altid været et vigtigt fokusområde for Aalborg B52/AFC. Kunstbanerne – både den store og den lille – blev først og fremmest realiseret med et stort tilskud fra Aalborg Kommune, suppleret af sponsorstøtte og medlemmernes engagement. Klubben fortsætter med at investere i anlægget, så både børn, unge og voksne har optimale rammer at dyrke fodbold i.
Sammenholdet og historien mærkes også i klubbens hyldest til sine koryfæer. De malede portrætter af æresmedlemmerne blev ved en fernisering i november 2024 offentliggjort, hvor maleren Jørgen Pedersen og de nulevende æresmedlemmer var til stede. Portrætterne hænger i klubhuset kronologisk efter udnævnelse – fra Svend Pedersen i 1966 til Poul T. Olesen i 2022. Et smukt og synligt bevis på den arv, klubben bærer videre.
En anden klublegende, Kjeld Ranum, modtog DBU Jyllands hædersemblem – en sjælden anerkendelse, der gives til personer, som gennem et langt frivilligt og ulønnet arbejde har gjort en helt særlig forskel for fodbolden. Det er lederbedrifter ud over det sædvanlige – og det passer præcis på Kjeld.
I 2023 kunne klubben desuden fejre endnu en triumf, da Aalborg B52/AFC blev danske mestre i e-sport for amatører – et moderne bevis på klubbens brede engagement og evne til at følge med tiden.
I dag er B52/AFC fortsat en klub med visioner, traditioner og et varmt fællesskab.
- Vi har været her i mange år, og vi håber, vi kan give noget videre, siger Helle. – Klubben betyder alt for os, tilføjer Poul stille.
Aalborg B52/AFC er måske ikke byens rigeste klub, men den er uden tvivl en af de mest værdifulde. Ikke målt i kroner, men i mennesker. I frivillighed. I fællesskab. Og i viljen til at blive ved med at gøre en forskel for byens børn, unge og voksne.
Derfor er det svært ikke at blive rørt, når man forlader Scoresbysund 5 – for her summer det af kærlighed til spillet, til hinanden og til den ånd, som har båret klubben gennem generationer.