På et lille hjørne i Visse driver Lene sit værtshus - men hun frygter for fremtiden
Skal man have en kold øl og en hyggelig eftermiddag i Aalborg-forstaden Visse, er Skotten på hjørnet af Vissevej og Poulstrupvej stedet at besøge.
Her står Lene Hansen bag disken.
Det har hun gjort de seneste otte år.
Med sig havde hun flere års erfaring fra diverse beværtninger i Jomfru Ane Gade og det øvrige centrale Aalborg.
Hun satser på også at stå bag disken de næste otte år - altså, hvis hun selv får lov at bestemme.
Ligeher.nu Aalborg har sat hende i stævne i de hyggelige - og til tider røgfyldte - lokaler på "toppen" af Visse til en snak om, hvordan man driver et brunt værtshus anno 2025.
- Vi er én stor familie, hvor vi hjælper hinanden, og det er lige netop dét, der kendetegner værtshuskulturen. Vi er et sted, hvor man kan dyrke fællesskabet og vende stort og småt - og så selvfølgelig få en kold øl eller sodavand til, siger Lene Hansen.
Livsnødvendige stamgæster
Da vi er på besøg, besætter en række stamgæster stolene i værtshuset - og netop stamgæsterne er livsnødvendige for Lene og hendes forretning.
- Jeg lever af mine stamgæster, og det er så tydeligt, når én af dem enten dør eller bliver syge og ikke kommer her mere. Det kan mærkes på omsætningen med det samme, fortæller hun og kommer samtidig med en opfordring:
- Så vi skal have flere til at få øjnene op for, hvor hyggelige værtshuse er, og hvad de egentlig rummer. Men det er svært at få folks øjne op for, hvad et værtshus også kan.
Og selvom Lene Hansen, som nævnt indledningvist, er klar på otte år mere i spidsen for Skotten i Visse, er hun ikke sikker på, at de efterfølgende år bliver med hende ved roret.
Eller om Skotten overhovedet eksisterer efter den tid.
- Jeg kan godt frygte for, at værtshuset ikke er her om ti år, medmindre der kommer en ny ildsjæl og har lyst til at drive stedet videre. Udgifterne stiger og er steget støt gennem de seneste år, men det bliver sværere at få indtægterne til at følge trop.
Hun forsøger ihærdigt at lokke nye kunder i biksen og har også forsøgt med senere åbningstider til ud på aftenen.
- Men der kommer ikke flere, hvis nogen overhovedet, af den grund, må Lene Hansen ærgerligt konstatere.
Du kan desuden dykke ned i flere gode historier fra bodegaerne i Aalborg og omegn i Ligeher.nu's store guide: