Nu er Henrik klar igen: - Flere end 2000 sejlede med sidste år
Du har sikkert undret dig over de lynhurtige både, der sejler på Limfjorden engang i mellem. Særligt under Regatta er der fart over feltet, når Henrik Jensen fra Pandrup sejler RIB-bådene.
Under Regatta vil du højst sandsynligt få øje på bådene fra RIBAction, og måske med Henrik Jensen ved roret. En mand fra Pandrup, der elsker fart på vandet.
RIBaction er et hobbyprojekt, og Henrik er derfor dét, man kalder for en rigtig vandhund. Han købte sin første RIB-båd til blandt andet at dykke fra, og her opstod idéen om eventsejlads.
- Vi har været ved at snakke om det, men vi kan ikke helt huske, hvornår det startede. Måske for 10 eller 12 år siden? Fortæller Henrik Jensen.
En RIB-båd sejler med en fart, som du normalvis ikke ser i Limfjorden. Faktisk kan den komme op omkring 65 knob, hvilket vil sige omtrent 120 km/t, og den er derfor en af vandets hurtigste.
- Bådene er lavet til at sejle med passagerer, og bliver også brugt som redningsbåde, fortæller Henrik.
- Vi bruger primært bådene til events. Som polterabend og så videre.
Under Aalborg Regatta stiller Henrik Jensen gerne op med RIBaction for at give arrangementets gæster én på opleveren.
- Vi tager til rigtig mange arrangementer i Nordjylland, men i år har vi desværre måtte aflyse flere på grund af vejret. Man kan næsten ikke sejle i regnvejr, uddyber Henrik.
- Sidste år var der flere end 2000 med på vores både.
Under Regatta sejler to både fra RIBaction, som alle er velkommen til at komme ned til Honnørkajen og få en sejltur i.