Nu er Fridas gavlmaleri færdigt: - Det var rørende at se patienter følge med i processen inde fra deres stuer
“Breathe” hedder det farvestrålende gavlmaleri på over 200 kvm, som nu har erstattet en trist, grå facade på Aalborg Universitetshospital.
Bag kunstværket står Frida Stiil Vium fra Projekt Nada, som har brugt 14 dage på en lift udenfor sygehuset for at male et af sine største gavlmalerier nogensinde færdigt. Og nu kan hun stolt ligge penslerne fra sig.
- Jeg er simpelthen så glad og taknemmelig for den her opgave. Jeg har aldrig været så involveret i et projekt før som i dette, der virkelig er kommet til at betyde meget for mig. Ikke mindst fordi, jeg tydeligt kan mærke, at det allerede betyder rigtig meget for mange andre også, fortæller Frida til Aalborg.nu.
En farvestrålende opmuntring
Det store gavlmaleri forestiller en kolibri i et farvestrålende blomsterflor. Frida har haft frie tøjler til motivet, men har fået en masse inspiration og inputs fra ansatte såvel som patienter på sygehuset.
Sygeplejerske Mette Gløvermose Sørensen fra Dagafsnit for Kræftbehandling, som står bag idéen til gavlmaleriet, er en af dem, der har udvekslet idéer med Frida. Mette har også taget hende med ind på sygehuset for at møde de patienter, der holder til på stuerne og har udsigt til facaden.
- Ønsket lød på noget lyst og farverigt, som man kan kigge ud på og blive muntret op af, forklarer Frida.
Netop det formål har fyldt rigtig meget for Frida i arbejdet med maleriet, som allerede skabte glæde og opmærksomhed på sygehuset før det stod færdigt.
- Det var rørende at se patienterne følge med i processen inde fra deres stuer, imens jeg stod udenfor på liften og malede. Vi vinkede tit til hinanden. Den sidste dag stod der en helt masse ansatte og patienter i alle vinduerne og hilste på mig og roste mit arbejde. Så kørte jeg liften hen og snakkede med flere af dem. Det var en ganske særlig dag, jeg aldrig glemmer, siger Frida.
Hun sender en stor tak til Mette, som er "en af de sejeste kvinder, jeg nogensinde har mødt" og til Nibe Festival og de øvrige sponsorer, som har støttet projektet økonomisk.
- Jeg håber bare, at værket vil sprede glæde i mange år fremover, og måske kan være et farvestrålende afbræk i en vanskelig tid, slutter kunstneren.