Billede beskrivelse

Når buen spændes, og pilen affyres, er man alene – i Aalborg Bueskyttelaug går de op i fællesskabet

19. januar 2026 kl. 06.03

AALBORG: På Vissevej 151 ligger Aalborg Bueskyttelaug – en forening, der i september kunne fejre sit 50-års jubilæum.

Gennem foreningens levetid har fire atleter repræsenteret klubben ved de olympiske lege. Senest ved OL i London i 2012.

Senest er et af klubbens medlemmer også blevet udtaget til ungdomslandsholdet.

Topniveauet er højt i Aalborg Bueskyttelaug, men med sine cirka 70 medlemmer er der plads til alle niveauer.

– Vi har nogle, der er rigtig dygtige, men vi har også begyndere. I bueskydning kan man sagtens skyde sammen, selvom der er store niveauforskelle, fortæller Jonas Hansen, der er kasserer i klubben.

Et sted, hvor det er sjovt at være

– Vi er en forening, der går op i bueskydning, men vores primære mål er at være et sted, hvor det er sjovt at være. Vi gør meget for at invitere folk ind, fortæller Jonas Hansen.

Aalborg Bueskyttelaug tilbyder introhold, hvor man kan prøve kræfter med bueskydning. Som medlem er der ugentlig træning, og man kan derudover frit benytte klubbens faciliteter.

Billede beskrivelse

Vejen ind i sporten er forskellig. Nogle medlemmer kommer fra bueskydningsfamilier, mens andre får interessen gennem film eller populærkultur.

– Vi plejer også at få en del nye medlemmer, når der er OL. Mange opdager, at det faktisk er en sport, man kan gå til, fortæller Jonas Hansen.

Man arbejder med sig selv

Bueskydning er i høj grad en individuel sport, hvor fokus ligger på egne præstationer.

– Jeg kan kun påvirke det, jeg selv præsterer. Jeg kan ikke gøre noget ved, hvad andre gør. Det synes jeg er det fede ved sporten. Når jeg præsterer godt, er det min egen fortjeneste – og når det går dårligt, er det også min egen skyld, fortæller Jonas Hansen.

Selvom sporten er individuel, er fællesskabet stærkt.

– Jeg synes, det er vigtigt at sige, at bueskydning er en sport, hvor man hjælper hinanden rigtig meget. Det er en af de mest sociale individuelle sportsgrene, siger Nikolaj Wulff, der er formand i Aalborg Bueskyttelaug.

Det sociale afspejler sig både i selve træningen, hvor man skyder sammen, og i de pauser, hvor man snakker og hjælper hinanden videre.

Medlemmerne har også mulighed for at deltage i turneringer cirka én gang om måneden.

Her rejser medlemmerne ofte afsted sammen og booker det samme hotel, hvis turneringen ligger længere væk. Der bliver gjort noget for at gøre det til en god tur.

Billede beskrivelse

Til selve turneringerne opstår også nye bekendtskaber.

– Når man har skudt, står man jo ofte og venter flere minutter, før man kan hente sine pile. Så får man snakket med dem, man skyder imod, siger Jonas Hansen.

Bueskydning er en sport, hvor det mentale og fysiske går hånd i hånd.

– Hvis man kan lide fordybelse og at nørde detaljer, så er det her den helt rigtige sport. Det er en sport, hvor man altid kan blive bedre, siger Nikolaj Wulff.

Alle er velkomne

Ønsker man at melde sig ind i Aalborg Bueskyttelaug, starter man med at udfylde en kontaktformular på klubbens hjemmeside. Herefter får man besked om, hvornår der er introtræning.

Træning og kontingent

Introforløb:
200 kr. for to mandage (fratrækkes ved indmeldelse)

Kontingent per halvår:

Mikro (op til 11 år): 685 kr.

Mini (12–13 år): 685 kr.

Aspirant (14–15 år): 755 kr.

Kadet (16–17 år): 755 kr.

Junior (18–20 år): 755 kr.

Senior & Master (21 år og ældre): 900 kr.

Forældreaktiv: 450 kr.

Aktiv bueleje: 200 kr.

Passiv: 200 kr.

Bueleje forældre: 100 kr.

Skabsleje: 50 kr.

Klubben tilbyder leje af udstyr, og hvis man selv ønsker at købe udstyr, ligger priserne fra et par tusinde kroner op til 30–40.000 kroner.

– Jeg synes ikke, det er en dyr sport sammenlignet med så meget andet. Fodboldstøvler koster jo omkring 1.500 kroner, og dem skal man måske købe hvert år. En bue til 10.000 kroner kan du skyde med i 10 år, siger Nikolaj Wulff.

Alle er velkomne, men børn skal have en vis størrelse og modenhed.

– Det er jo et våben, man får i hånden, og det skal man respektere. Det kræver, at man er stærk nok til at trække buen, og at man kan følge instruktørens anvisninger, forklarer Jonas Hansen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste