Billede beskrivelse

Mit Aalborg: David mødte sin forlovede i Slotsparken

31. december 2024 kl. 06.02

Nogle synes, Aalborg er for lille - andre synes, den er helt perfekt.

Fjorden er altid tæt på, men det er mågerne også, når de nupper dine pomfritter.

Vi har butiksliv og busgrave, men uanset hvad du synes, er Aalborg vores by, og det er værd at hylde.

Derfor har vi spurgt en række aalborgensere om deres forhold til vores by.

I denne artikel er det David Pedersen, der er kendt for sit madunivers Pissegodmad, der fortæller.

Hvad er det særlige ved Aalborg? Jeg kommer ikke fra Aalborg originalt, jeg kommer fra Mors. Jeg har boet her siden, jeg blev 25. Inden da boede jeg i København. Derfor har jeg ikke en speciel forbindelse til Aalborg. Det mest særlige ved Aalborg må dog være, jeg mødte Pernille (forlovede, red) her.

Hvor i Aalborg har du boet? Gravensgade, Gabels Torv, Vingårdsgade og Spinderensvej. Så jeg har været lidt rundt omkring.

Hvor i Aalborg har du haft din bedste enkeltstående oplevelse? Den bedste enkeltstående oplevelse var i Slotsparken, hvor Pernille og jeg mødte hinanden.

Hvad er det mest oversete sted i Aalborg? Det mest oversete sted må være FUMO. Jeg ved egentlig ikke, om det er så overset længere? Det er i hvert fald pisselækkert.

Hvad kan irritere dig ved byen? Trafikken i byen og manglen på parkeringspladser kan irritere mig!

Findes der steder i Aalborg, du aldrig går hen, og hvorfor? Der findes ikke rigtig nogen steder i Aalborg, jeg har besluttet mig for aldrig at gå hen, nej. Det skulle da lige være natklubben Stygge så.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste