Mit Aalborg: Byen er Jacobs base
Nogle synes, Aalborg er for lille - andre synes, den er helt perfekt.
Fjorden er altid tæt på, men det er mågerne også, når de nupper dine pomfritter.
Vi har butiksliv og busgrave, men uanset hvad du synes, er Aalborg vores by, og det er værd at hylde.
Derfor har vi spurgt en række aalborgensere om deres forhold til vores by.
I denne artikel er det den tidligere professionelle Counter Strike-spiller Jacob Winneche, også kendt som Pimp, der fortæller.
Hvad er det særlige ved Aalborg? Aalborg er min by, Aalborg er min base. Siden jeg var 15 år gammel har jeg rejst verden rundt i forbindelse med mit erhverv med Aalborg som min base. Jeg har altid værdsat at bevæge mig meget rundt med det ene forbehold, jeg havde behov for et sted at komme tilbage til i de travle perioder.
Hvor i Aalborg har du boet? Jeg har boet lidt omkring i Aalborg. Min første lejlighed var i Ø-gadekvarteret, den næste i Vestbyen, dernæst et smut til Aalborg Chang / UCN området mod Syd. De sidste 4 år har jeg været bosat på den "forkerte" side af fjorden i Nørresundby. For mig er det ligeså meget Aalborg, som Aalborg altid har været. Det og så er min kulør forbedret markant. Det kan jo ske, når man bor på solsiden.
Hvor i Aalborg har du haft din bedste enkeltstående oplevelse? Til grand-Fondo VM i cykling i år. Jeg satte mig et mål i starten af 2024 om, at det kunne være fedt at få lov at køre VM på hjemmebane i Aalborg. Heldigvis lykkedes det mig at kvalificere mig, og selve VM gik også over alt forventning. Til trods for Bent Lars, Johanne og Lone var trætte, af de ikke kunne handle ind i REMA1000 uforstyrret, som de plejede, et par dage, var det en kanon oplevelse.
Hvad er det mest oversete sted i Aalborg? Svært at argumentere for "frieren/Vestre Fjordpark" er overset, men det er en perle. Hvis man kommer udefra, vil det altid være den varmeste anbefaling på en varm sommerdag de 9-10 gange om året, vi har dem.
Hvad kan irritere dig ved byen? Få ting irriterer mig ved Aalborg, det må jeg blankt erkende. Jeg ved ikke, hvor det gik galt, men tiderne med døgnåbent fitness og døgnåben Netto gav mig lidt en fornemmelse af at være ude i verden, hvor alting ikke lukker til leverpostejstid 21:30. Det kunne vi godt arbejde lidt mere for at få lov til igen.
Findes der steder i Aalborg, du aldrig går hen, og hvorfor? Så skulle det være City Syd, og det ligegyldige tilbudsrace der foregår derude. Jeg sætter sjældent min fod i Syd.