Michael knokler og vil nå 11.000 højdemeter i Alperne
AALBORG: Når 50-årige Michael Christensen 16. juni rejser til Frankrig, for at bestige de høje bjerge fra årets Tour de France-rute sammen med Cykelnerven, er det med et helt særligt formål.
For Michael handler det nemlig om hans kone, Gitte, der har levet med sclerose gennem 19 år.
- Med Cykelnerven samler vi penge ind til forskning, så vi forhåbentlig kan være med til at gøre en forskel for dem, der er ramt af sygdommen, fortæller han.
Allerede ved juletid begyndte han at samle penge ind til formålet ved at sælge juleøl. Til påske stod den på romkugler, som han leverede til de glade købere på sin cykel - her blev det blandt andet til en tur fra Aalborg til Skive på 100 kilometer.
Alt sammen i samarbejde med Scleroseforeningen.
- Det er en stor motivation, når man kan være med til at gøre en forskel. Nu har min kone haft sygdommen i 19 år, så det er nok desværre ikke noget, der kan komme hende til gode. Men hvis det kan hjælpe andre i hendes situation, så er det det hele værd, siger Michael.
Et helt andet niveau
Da han tilmeldte sig cykelløbet i Frankrig tilbage i juni, var ruten endnu ukendt.
- Det hedder sig jo, at vi skal cykle på nogle af de afgørende stigninger ved årets tour. Så vi ventede på årets program.
I dag ved han, at han skal prøve kræfter med blandt andet Alpe d’Huez og Col du Galibier.
- Jeg har taget nogle 100 kilometers ture en gang i mellem, men det her er noget helt helt andet, siger Michael.
Med Cykelnerven, der er kendt for at være Danmarks hårdeste velgørenhedsløb, skal han cykle omkring 300 kilometer og samlet nå omkring 11.000 højdemeter.
Cyklen har været Michaels faste hobby de seneste 20 år, men siden hans tilmelding er det steget til et helt andet niveau.
- Den får noget ekstra gas nu. Når man tilmelder sig, forpligter man sig til at forsøge at samle 15.000 kroner ind. Så det har jeg sat mig for, at jeg skal klare, fortæller han.
I januar varmede han op med Campione100, hvor han tog 100 ture op og ned af bakken på Søndre Skovvej i Aalborg.
- Så fik jeg folk til at donere lidt undervejs. Der samlede jeg lidt over 5000 kroner ind.
Derudover er han i disse dage ude på flere 200 kilometersture, så han har de bedste forudsætninger for at klare den hårde tur i Alperne i næste uge.
- Jeg glæder mig rigtig meget. Jeg har aldrig cyklet op ad et bjerg før, så det bliver spændende.