Billede beskrivelse

Maibritt er "Årets borger 2026" i Gistrup

23. marts 2026 kl. 11.01

GISTRUP: En af de faste traditioner på generalforsamlingen i Gistrup Beboerforening er kåringen af årets Gistrup-borger. 

Det er en hædersbevisning til en lokal borger, som har gjort en ekstraordinær stor indsats for byen og gjort sit til, at Gistrup bliver set - også langt udenfor byskiltet.

Blandt flere indstillinger faldt valget i år på Maibritt Sørensen Bach, der netop er genvalgt som forperson for LKB-Gistrups store gymnastikafdeling med 710 medlemmer. 

Hun har derfor stor indflydelse på hverdagen i Gistrup gennem de mange forskellige gymnastikhold, hvor hun definerer klubånden med en sjældent set energi og åbenhed.

For godt et år siden overtog Maibritt Sørensen Bach formandsposten, efter at en af klubbens ildsjæle stoppede efter 10 år som formand.

Den udfordring har hun klaret ganske glimrende, for hun viser et stort engagement og er løsningsorienteret og meget konstruktiv. Derudover skaber hun med sit altid gode humør god stemning omkring sig, ikke bare i gymnastikafdelingen, men i klubben som helhed, lød det i indstillingen af hende som "Årets borger 2026". 

Maibritt Sørensen Bach ser muligheder frem for begrænsninger og for hende er det vigtigt at fremme sundhed og bevægelse i et stærkt lokalsamfund. 

Sidst, men ikke mindst, er Maibritt Sørensen Bach et udpræget foreningsmenneske så kåringen er i den grad fortjent, lød det videre. 

Du kan i øvrigt læse mere om LKB-Gistrups gymnastikafdeling i artiklen her - hvor Maibritt Sørensen Bach også optræder. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste