Gymnastik er så populært i landsbyen, at man gør alt for at klemme ekstra medlemmer ind
GISTRUP: De har forsøgt det meste.
Inddragelse af klublokaler til springøvelser, padelbaner og skolelokaler til holdtræninger - forslagene har været mange og kreative.
Men de kan ikke komme udenom, at de har en stor - dog positiv - udfordring i gymnastikafdelingen i LKB Gistrup.
De er simpelthen for mange medlemmer på for lidt plads - og dét endda til trods for to haller på matriklen på Hadsundvej i landsbyen.
Maibritt Sørensen Bach er formand i foreningens gymnastikafdeling, og hun ser med lige dele glæde og afmagt på den verserende problematik.
- Der er ikke så meget, vi kan gøre, for vi har maxet ud på de fleste hold, og samtidig har vi heller ikke de nødvendige millioner til selv at kunne bygge en ny hal, fortæller hun.
Velvillighed
Maibritt Sørensen Bach har siddet som formand i lige knap et halvt år - og er selv tidligere gymnast gennem flere år.
I skrivende stund tæller afdelingen cirka 650 medlemmer. For blot nogle måneder siden var det tal omtrent 600.
Tilgangen skyldes først og fremmest velvillighed fra foreningens side - og et ønske om at så mange personer får et gymnastiktilbud i LKB Gistrup.
- Vi gør meget ud af at finde plads til én her og én her. Det er selvfølgelig det muliges kunst, men vi vil bare rigtig gerne, at så mange som muligt får muligheden for at dyrke gymnastik i vores forening.
LKB Gistrup fik sin "nyeste" hal i 2007, da man tilbyggede hal 2 og et motionscenter til de daværende rammer.
I øjeblikket sparer man så selv op til et nyt springcenter - og en ny tribune til én af hallerne.
Udfordrende popularitet
Så selvom pladsen gennem tiden er blevet bedre, kommer gymnastikkens popularitet i byen og oplandet med en række konkrete udfordringer.
- Vi har flere situationer, hvor vi har meldt et tidspunkt ud, hvor folk kan tilmelde sig - og ét minut senere er der udsolgt, og folk må på venteliste i stedet. Det er øv, at man ikke kan byde alle indenfor i afdelingen, siger formanden og tilføjer:
- Så vi har tænkt ud af boksen og forsøger virkelig at være kreative med at udnytte de eksisterende lokaler. Men det er også besværligt. Det er en positiv udfordring, at vi har ramt max på antal medlemmer, men det gør også ondt at måtte afvise medlemmer, fordi der ikke er plads.
Og hvorfor er gymnastik så så populært i Gistrup, at man tiltrækker medlemmer fra hele oplandet mod både syd, nord, øst og vest?
- Vi gør meget ud af, at vi skal arbejde hårdt, men også at vi skal hygge os og have det sjovt. Der er en helt speciel og unik kultur og ånd i gymnastiksalen. Man hepper på hinanden, og det betyder ikke alverden, hvem der er bedst, forklarer Maibritt Sørensen Bach.
I den indeværende gymnastiksæson tæller LKB Gistrup 70 instruktører, der er fra 13 til 64 år gamle, til de omtrent 650 udøvende medlemmer.
Man bygger igennem hele sæsonen op til en stor opvisningssæson i 2026.
Den løber af stablen i løbet af marts måned næste år.
LKB Gistrups gymnastikafdelings egen opvisning foregår 12. april næste år i Gistruphallen.