Lucas har 500.000 følgere på Instagram: Lørdag optrådte han på landsdækkende fjernsyn
Han lader egentlig helst sine hænder og fingre tale.
For bag klaveret er Lucas Toft fra Aalborg i zen med sig selv.
- Jeg startede med at spille klaver i tredje klasse i folkeskolen, og så har jeg bare elsket det lige siden.
Det beviste han blandt andet også i lørdagens udgave af det nye TV2-format "Piano". Her viser talentfulde danskere - med musikkundskaber - hvordan klaveret skal spille.
Præmissen er simpel - en række pianister inviteres til at spille på kendte, offentlige steder, men hvad de ikke ved er, at ikonerne Mads Langer og Tanja Zapolski begge lytter med i smug.
Og til sidst skal de afgøre, hvem der får lov til at spille en eksklusiv koncert i den legendariske koncertsal ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Så langt nåede Lucas Toft desværre ikke - men det er også underordnet, siger han til Ligeher.nu Aalborg, efter programmet er blevet sendt på TV2.
- Det var en spøjs, men fed oplevelse. Vi fik at vide på forhånd, at det var et program, der handlede om at hylde klaveret. Det var et super spændende koncept, fortæller han.
Lucas spillede sit bidrag til programmet i metroen ved Kongens Nytorv - og resultatet var han selv meget tilfreds med.
- Det var mit eget stykke, jeg spillede, og det gik fuldstændig, som jeg havde håbet, og som jeg gerne ville spille det.
Viral på Instagram
Før sin optræden på landsdækkende fjernsyn var Lucas Toft allerede et kendt navn.
For på Instagram havde han i sidste uge tæt på en halv million følgere.
Og da programmet blev sendt lørdag aften - i bedste sendetid - kunne Lucas Toft da også løbende følge med, mens tallet nærmede sig 500.000.
Den milepæl nåede han et par timer senere, da der var tikket cirka 2000 nye følgere - væsentligt flere end han er vant til på én gang.
Instagram-kontoen har han haft i cirka fire år.
- Jeg gik en tur med en kammerat helt tilbage i 2019, og han spurgte mig, om jeg ikke skulle lægge nogle videoer ud af mig selv, der spiller. Og det var egentlig en god idé for at holde min motivation oppe for at blive ved med at spille og komponere musik, forklarer Lucas Toft og tilføjer:
- I løbet af det første halve års tid med kontoen var der flere videoer, der begyndte at nå ud til mange tusinde mennesker, og det gav blod på tanden. Nogle år senere var der så nogle, der gik viralt og rundede over ti millioner visninger.
Helt bevidst kameraføring
På Lucas Tofts videoer ser man kun hans hænder - og det er helt bevidst.
- Jeg startede med at lægge videoer op for at dele musikken og ikke rigtig for at dele ud af mig selv som sådan. Så jeg tror egentlig bare, at det var naturligt, at det var sådan, det skulle være.
- Men omvendt er der selvfølgelig også noget fedt ved at sætte sit eget ansigt på musikken og nærmest skrive under på, at jeg står bag det. Men i princippet er det jo musikken, der skal være i fokus. Og så er der også bare noget æstetisk over, at det bare er hænder og et klaver.
I dag læser Lucas medicin på Aalborg Universitet, men oprindeligt bestod han faktisk Konservatoriets optagelsesprøve i 2020 - og blev også optaget på Det Jyske Musikkonservatorium.
Derfor er musikken også kun en fritidsbeskæftigelse i dag - som han dog håber at kunne holde fast i og inspirere andre med mange år endnu.